Sidste omgang

Festen sluttede i 80erne, men de sidste gæster har glemt at gå hjem. Velkommen til svenske Axel Peterséns »Avalon«, natklubben hvor de sidste bitre cocktails slynges ned til tonerne af desperat forfald.

Filmplakat. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som i Roxy Musics gamle hit »Avalon« (der selvfølgelig bliver strategisk brugt i filmen) er festen forlængst forbi i Båstad det er der bare nogen, der ikke helt har opdaget. Janne og hans bedste ven, Klas, var engang del af det svenske jetset, men er nu et par afdankede og småkriminielle gamle starutter, der desperat prøver at holde fast i forgangne tiders attitude og livsstil, selv om pengene for længst er sluppet op, og ansigterne er blevet lige så rynkede, som de moralske kanter er flossede.

Sammen er de i gang med at åbne natklubben Avalon, der skal få Båstad tilbage på kortet som de riges weekenddestination. Men da Janne og hans søster i en ordentlig brandert kommer til at køre ind i et stillads med fatale følger, begynder den hårdt tilkæmpede facade at krakelere og Janne, der stadig kun er prøveløsladt efter en dom, ser sin tilværelse smuldre.

»Avalon« er en film, der i den grad er centreret om sine karakterer. Selv om der er dramatiske hændelser og meget på spil, sker der egentlig ikke så meget i løbet af filmen, der i en nærmest minimalistisk stil fokuserer på karaktererne og ikke mindst deres hærgede ansigter, der afslører alle de følelser, de så ihærdigt prøver at holde bag de stivnede solbrændte grin, der vist egentlig skulle signalere »her går det godt«, men gør netop det modsatte. Måns Månssons kamera forfølger og udforsker, så ikke en rynke lades uudforsket i dette forstemmende portræt af yuppie-generationen anno 2012. Debuterende Axel Petersén forsøger på intet tidspunkt at lefle for vores sympati. Det er helt i orden, at vi ser på Klas og Janne med et nedladende blik, måske ligefrem afsky. Har de måske fortjent andet? Gennem »Avalon« emmer først og fremmest en moralsk og menneskelig tomhed, der giver ekko i biografmørket. Det er koldt, deprimerende - og meget fascinerende.