Sherlock Holmes’ sidste sag

Er du vild med britiske TV-serier, skal du se "Mr. Holmes". Er du vild med Sherlock Holmes, så - njaaa...

Ian McKellen som en aldrende og stadig mere bims Sherlock Holmes. Foto fra »Mr. Holmes«. Fold sammen
Læs mere

Hvis man er fan af Sherlock Holmes og hans rige liv i filmens verden, kan det med sikkerhed betale sig at se nærmere på en serie af ældre film, som Cinemateket i København viser mellem 16. april og 31. maj.

De fleste i samme målgruppe vil nok også få glæde af den relativt nye film »Mr. Holmes«, hvor Ian McKellen spiller en meget gammel udgave af detektiven, der er ved at miste sine opklaringsevner.

McKellen leverer et kærligt portræt af en ældre mand, men for os andre, der aldrig har været vedholdende fascineret af mytologien bag Holmes, er det svært at hidse sig op over den charmerende bagatel. McKellens Holmes trisser rundt på landet blandt bier og børn og er ved at blive bims i bøtten.

Set uden arvegodset fra Conan Doyles detektiv ligner filmen tematisk – trods sin musikalitet og den fine glød i billederne – en hvilken som helst episode af en gennemsnitlig britisk TV-serie. Smuk, kedelig og ekskluderende over for de mennesker, der ikke allerede er med i den støvede klub.

Hvad: Mr. Holmes. Hvem: Instruktør: Bill Condon. Medvirkende: Ian McKellen, Julianne Moore. Hvor: Premiere i Cinemateket i København.