Sherlock Holmes i nutiden

I 1887 dukker Arthur Conan Doyles’ Sherlock Holmes først gang op i litteraturen.

DVD-cover. Fold sammen
Læs mere

Siden er historierne om den fandenivoldske og skarpsynede detektiv filmatiseret rigtig mange gange. At grundhistorierne holder og nyfortolkninger med mening i stadig kan lade sig gøre, beviser BBC i en ny serie, »Sherlock«, hvor første sæson består af tre TV-film og dermed tre komplicerede mysterier. »A Study in Pink«, »The Blind Banker« og »The Great Game« lyder titlerne.

Makkerparret Sherlock Holmes og Dr. Watson er plantet i nutiden med moderne teknologi som mobiltelefoner, og Watson er en traumatiseret læge, der har været udstationeret i Afghanistan.

Når konceptet virker, siger det noget om originalhistoriernes styrke og om, at BBC har haft held til at lave en velproduceret serie og sætte de to rigtige skuespillere til at spille hovedrollerne. Benedict Cumberbatch er Sherlock, og Martin Freeman fra »The Office« er Watson. På BBC har de lovet, at der kommer flere TV-film, men skuespillerne har travlt, så ingen ved præcis hvornår.