Sex and the City kan slå Indy

Kvinderne fra Sex and the City lader op til at slå heltene fra Indiana Jones i de danske biografer. AOK-guide: Hvis Carrie var Københavner

De fire skuespillerinder til premieren på filmen i Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Hvis der er noget, der kan få kvinderne op på stiletten, ud af det tidlige sommervejrs dejlige solskin og ind i biografernes mørke, så er det tilsyneladende den nye Sex and the City film.

Onsdag ved middagstid havde 18.216 biografgængere i Nordisk Films biografer allerede betalt for en billet til filmen om Miranda, Samantha, Charlotte og Carrie og 12.652 havde reserveret en billet. Nordisk Films biografer sidder på cirka 50 procent af markedet af biografer i Danmark.

Cecilie Monggaard fra SF Film, som distribuerer filmen fortæller, at det dermed lader til, at salget for »Sex and the City: The Movie« bliver bedre, end det var for drengenes pendant, »Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige«.

Hvis de stilsikre kvinder skal slå den aldrende aktionhelt i at trække publikum i biografen, skal mindst 305.646 indkøbe en billet. Det er så mange, som inden onsdag havde set Harrison Ford og company.

Skulle være muligt at få billet
Film- og distributionschef hos SF Film, Sune Lind Thomsen fortæller, at de er meget overraskede over den store succes.

»Vi er meget glade og meget overvældede. Det ser ud til, at det bliver en bragende succes på trods af det gode vejr.«

Sune Lind Thomsen fortæller, at folk der har oplevet, at der var udsolgt til filmen ikke skal fortvivle.

»Der har været udsolgt, men mange af de biografer, der var hårdt pressede, har valgt at sætte filmen op i en ekstra sal, så de sikrer, at der er billetter nok til premiereweekenden.«

Det skulle altså stadig være muligt at få fat på en af de eftertragtede billetter til filmen.