Er du enig?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Mr. Brooks er ved første øjekast en helt almindelig mand. Han er lykkeligt gift, har en næsten voksen datter, der går på college, et succesrigt firma og er lige blevet kåret som årets forretningsmand. Mr. Brooks ville være en helt almindelig mand, hvis det ikke lige havde været, fordi han får et kick ud af at slå ihjel og bag facaden er seriemorderen »The Thumb Print Killer«, der altid efterlader ofrenes fingeraftryk med deres eget blod.
I et par år har han dog forsøgt at holde trangen nede, men da han giver efter for fristelsen en sidste gang, lover han sig selv bliver han fotograferet af en mand ved navn Smith, der efterfølgende forsøger at afpresse ham. Ikke til at betale penge, men til at lære Smith at myrde. Samtidig er politidetektiven Tracy Atwood (Demi Moore) på sporet af ham, når hun altså ikke lige skal tackle sin egen skilsmisse med en yngre mand eller en anden seriemorder, der lige er sluppet fri for fængslet. Og så må Earl Brooks også tage sig af sin datter, da hun gravid vender hjem fra college, fordi, viser det sig, hun har slået en medstuderende ihjel. Noget, der kan give faderen angst over om dræber-driften er gået i arv.
Som man måske kan fornemme, er der mange handlingstråde i »Mr. Brooks« og også for mange. Også selv om de alle til sidst på ret søgt vis går op i en højere enhed. Den primære historie, en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde-fortælling om, hvordan Mr. Brooks har indre kvaler, når det gælder sin egen morderiske trang, drukner i alt det andet halløj, og det er måske for at kompensere for, at ideen grundlæggende har et troværdighedsproblem. For tror man virkelig på, at en omhyggelig og koldblodig morder har så meget samvittighed og så mange moralske skrupler, som Mr. Brooks åbenbart har? Næppe. Eller er det for at gøre ham bare lidt sympatisk? Sandsynligt. Særligt i lyset af at man sætter ham op imod en stærkt irriterende og ubehagelig wannabe-morder, den surmulende Smith (standup-komikeren Dane Cook).
I filmen har Mr. Brooks fået fysisk form af Kevin Costners ansigt og krop og en indre mental mørk side, der kaldes Marshall, i skikkelse af William Hurt, og meget af tiden går med at skildre den dialog, der konstant finder sted mellem de to. Det er den on-going samtale, der i sidste ende er filmens gevinst, og især Hurt gør en memorabel figur som den døds-lystne forfører, men som helhed har »Mr. Brooks« problemer med at få sin spændingskurve til at ligge på et højt niveau og fra en i starten momentvis nervepirrende thriller fiser den ud til en middelmådig gang vrøvl, der forsøger at forbinde trådene på alt for søgt vis.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
