»Kvartetten« udspiller sig på et plejehjem for pensionerede klassiske musikere, hvilket betyder et otium for fuld musik.
Piben får dog en umiskendelig skinger lyd, da operadivaen Jean Horton flytter ind på det gamle landsted, der allerede er hjem for hendes uforsonlige eksmand og flere gamle rivalinder, der ikke just er begejstrede for at se den nye beboer. Men hjemmet er lukningstruet og kan kun reddes, hvis årets gallakoncert bliver en succes. Og så er der ikke plads til jalousi og uvenskab.
Det er nemt at genkende Hoffmans skæve lune i filmens tone, der er let med en sørgmunter klangbund. Indimellem er historien om plejehjemmets redning mere sød og spøjs end egentlig medrivende, ligesom Hoffman har en hang til det fjollede. Ikke mindst i portrættet af en jovial irer spillet af Billy Connolly, der konstant forsøger at forføre plejehjemmets damer, unge som ældre, samt i en tilbagevendende joke om en dirigent, der gerne vil bestemme det hele, men ikke kan huske, hvad det er, han vil bestemme.
Bag de godmodige tøhø-grin gemmer der sig dog heldigvis ægte følelser og langtidsholdbare gløder, der ulmer stærkt nok til at varme helt ud i biografmørket.
Der er især en fin sørgmodig inderlighed over genforeningen af Jean Horton og hendes ungdomskærlighed, der har hadet hende, lige siden deres ægteskab gik i opløsning. Men bag vreden er der kærlighed, der aldrig helt er rustet. Og måske har de to pensionister stadig en sidste skrøbelig chance for at skabe sød musik sammen.
Hvis de altså tør, for en af filmens pointer er, hvor gode vi mennesker er til at spænde ben for vores egen lykke på grund af stolthed og misforståelser.
Skuespillet er fremragende over hele linjen og i høj grad med til at bære »Kvartetten« over de værste fjollede faldgruber. Ikke mindst Maggie Smith gør indtryk som den aldrende diva, der rusker godt og grundigt op i rutinerne på det musikalske plejehjem.
