Richard Linklaters filmodyssé om det umage par Jesse og Celine er nu nået til tredje film, »Before Midnight«, der både har premiere og foregår atten år efter »Before Sunrise« fra 1995, der i 2004 blev fulgt op af »Before Sunset«.
Det er sjældent, at en god idé bliver bedre af at blive trukket ud, men det er faktisk tilfældet med Linklaters filmserie, der holder et tårnhøjt niveau og med den tredje film i rækken har udviklet sig til et mesterligt generationsportræt, der spænder fra den uskyldsrene ungdom til det mere komplicerede voksenliv. Med humor, nænsomhed og præcision indfanger han både tidsånden og det moderne parforholds udfordringer, så det er svært ikke at føle sig både herligt og smerteligt ramt.
Jesse og Celine – spillet af Ethan Hawke og Julie Delpy – mødtes på et tog til Wien, stod af og tilbragte en romantisk og speedsnakkende nat sammen, inden de igen skiltes. Ni år senere mødtes de igen i Paris, ældre og mindre naive og Jesse i øvrigt med kone og barn i bagagen, men stadig med de glødende følelser intakte. Jesse valgte dengang at blive hos Celine i Europa, men ni år og to kønne tvillingepiger senere er parforholdet begyndt at knage lidt i fugerne. Jesse føler sig som en dårlig far for sin nu 14-årige søn Henry, som han kun ser i ferierne, og overvejer, om det ikke er på tide, at familien flytter til Chicago, så han kan være i nærheden af sønnen de sidste år, inden Henry flyver fra reden. Det får Celine til at rejse børster, og langsomt forvandler den hyggelige ferie i solbeskinnede Grækenland sig til en slagmark, hvor det ene ord tager det andet, mens et uskønt, men meget ægte, billede af et parforhold i opløsning begynder at tegne sig. Jesse og Celine er fightere, men er der mere at kæmpe for?
Ping-pong
I de to første film havde parret en deadline – et tog eller et fly, de kunne vælge at springe på eller ej. Denne gang er der ingen deadline, kun det store valg; vil vi eller vil vi ikke hinanden?
Noget af det bedste ved Before-filmene har altid været den til tider lettere indforståede, altid underholdende, intelligente og præcise ping-pong mellem de to hovedpersoner. En stil, der kun er blevet perfektioneret i den nyeste film i rækken. Det er grinagtigt og herligt tåkrummende at se dem pille hinanden kærligt ned over middag med vennerne, og det er smerteligt, grænsende til det uudholdelige at overvære dem såre hinanden i det triste hotelværelse, der burde have været stedet, hvor de endelig fandt hinanden igen i en tiltrængt pause fra livet med børn og pligter.
Der er en ægte smerte over deres skænderi, der nærmest føles improviseret – som om det opstår for øjnene af os – selvom det hele i virkeligheden er taget fra manuskriptet, der som i de øvrige film er blevet til i et tæt samarbejde mellem instruktør og de to hovedskuespillere.
Det er levet liv det her, ægte livserfaringer – og måske derfor føles det så hudløst vedkommende, at man uvilkårligt tvinges til at tænke over de nære relationer, man selv bærer med sig gennem livet, mens man helhjertet håber, at de to igen vil finde den kærlige melodi. Og at vi får en fjerde film i rækken om ni år.
