Man frygter ofte det værste, når en ældre filmskaber går tilbage til sin karrieres tidligere succeser. Man ser helst ikke, at de prøver at reparere det, der i forvejen fungerede fint.

Den uværdige situation ønsker man mindst af alt for den i dag 70-årige instruktør George Miller, der i 1980erne skabte en brutal og halvskør trilogi af science fiction/action-film omkring figuren »Mad Max«, en række film der i dag står som et vartegn for et sprælsk og broget filmårti.

Efter 30 års pause kunne man frygte, at Miller ville have tilført serien en ældre mands sindsro, men det er heldigvis ikke tilfældet med »Mad Max: Fury Road« – instruktørens længe ventede fjerde film om den hårdtprøvede vejkriger.

Tværtimod er det længe siden, man i nyere tid har set så hektisk og så ensidigt underholdende et actionbrag som denne, og når ørkenstøvet og brølet fra de forkromede motorer lægger sig, kan man tilmed notere sig, at filmen også byder på djævelsk humor og en rå street-intelligens.

Mens Mel Gibson kickstartede sin egen filmkarriere i de tre første film, er rollen som mutte Max nu overtaget af den meget egnede Tom Hardy, hvis indadvendte vredladenhed klæder en karakter, der skal forestille at have overlevet i årevis i den postatomare ødemark.

Som et nyt twist, der faktisk giver filmen en slags autencitet, er Mad Max denne gang blevet rigtig skør, altså skør som i spiser-firben-og-hører-stemmer. Man forstår for så vidt godt, at han er mentalt ude af balance, for fremtiden er ikke et rart sted at være.

»Herude gør alting ondt«, siger en af karaktererne om den nådesløse ødemark, som hovedparten af filmen udspiller sig i. I den henseende ligner George Miller indimellem Sergio Leone i spektakulær sadisme, der både foruroliger og gør filmen sært besættende. Når Mad Max i en scene er fastlænket til køleren af en bil, bringer det eksempelvis mindelser om Leones »Den gode, den onde og den grusomme«, hvor en borgerkrigsspion er anbragt i samme udsatte position på et lokomotiv.

George Miller har dog ikke Leones majestætiske tempo, og tramper tværtimod gaspedalen gennem undervognen allerede i første scene, hvor Mad Max bliver taget til fange af en bizar krigerklan.

Klanen ledes af »Immortan Joe« (Hugh Keays-Byrne), hvis horde af skinheadlignende tilhængere kontrollerer vandforsyningen i et hjørne af den endeløse ørken, og holder derved de tørstende borgere i et strubegreb.

»Vi lever, vi dør, vi lever igen«

Klanen har ikke store planer med Mad Max – han skal blot være bloddonor, eller »blodpose« for de krigere, der er ved at dø af atomkrigskræft. Blodet har krigerne dog kun brug for indtil de kan dø i kamp, for de har adopteret vikingernes tro på, at dette er den sikreste vej til at komme gennem porten til Valhalla. »Vi lever, vi dør, vi lever igen,« skriger de unge mænd, inden de bliver kvast i filmens aldrig hvilende kværn af motoriserede sammenstød.

Det er dog ikke alle i oasen, der er lige glade for det brutale system, slet ikke Immortan Joes unge harem af »avlskvinder«. Under en flugt fra diktaturet finder de sammen med Mad Max, der modstræbende påtager sig ansvaret for dem, selv om kvinderne i flere situationer beviser, at de sagtens selv kan tage ladegreb og sparke tænder ud. Vi er i en postfeministisk verden, hvor alle køn er lige voldelige.

Den mest toughe af kvinderne er »Imperator Furiosa« (Charlize Theron), der selv leder efter sin barndoms grønne dal, som hun blev bortført fra af klanen. Det ville være en overdrivelse at kalde hende for filmens romantiske islæt, for George Miller afsætter kun et par øjeblikke til, den slags, men både Theron og Hardy får begge formidlet nok menneskelighed til at filmen ikke kvæles i benzineksplosioner.

George Miller har beskrevet sin film som én lang actionscene, og det er tæt på at være sandheden, bortset fra, at det skjuler, at det filmens mange skægge detaljer, der er den største fornøjelse ved filmen.

Det gælder det gradvise indblik i fremtidskrigernes »troslære«. Der er et fjernt ekko af jihadisme over ørkenkrigerne, men George Miller er alt for dreven en underholder til at bremse handlingen med løftede pegefingre.

Nogle detaljer er nik til de tidligere film i serien, såsom Immortan Joes dværg-adjudant, og den måde krigerne sætter turbo på deres motorer ved med munden at spytte benzin ind i luftindtaget. De sammenflikkede bilvrag, våbnene og de fantasifulde kampdragter er udtænkt og udført, så det hele balancerer fint mellem beskidt realisme og tegneserieagtig overdrev. Det er ikke en film, man ser for nuancernes skyld, men når de er, er de der som glædelige overraskelser.

Hvad: »Mad Max: Fury Road«.

Hvem: Instruktør: George Miller. Medvirkende: Tom Hardy og Charlize Theron.

Hvor: Biografer over hele landet.