Scarlett Johansson har fået sin egen superheltefilm

Luc Bessons »Lucy« er action pakket ind i vaklende eksistensfilosofi. Filmen er dog langt hen ad vejen voldsomt underholdende. Ikke mindst takket være Scarlett Johansson, der tilsyneladende har haft en fest.

På trods af enkelte lyspunkter som »The Lady«, har det i mange år været svært ikke at tænke på Luc Besson (»Det femte element«, »Leon«) som en mand med sin storhedstid bag sig. At han er løbet tør for kreativ saft og kraft, synes Luc Besson imidlertid stærkt opsat på at dementere med sciencefiction-thrilleren »Lucy«, der har elementer af Bessons tidligere så fandenivoldske fortælleenergi.

Scarlett Johansson spiller Lucy, der egentlig bare gerne ville nyde party-livet i Taipeis heksekedel. Men takket være sin hårdt pressede – og snart meget døde – kæreste (spillet af Pilou Asbæk!), ender hun som kurér for den lokale narkogangster, der syr et kilo af et nyt syntetisk stof ind i maven på hende og giver hende en enkeltbillet til Europa.

Desværre lækker posen, og stoffet – der i sin naturlige form udskilles af gravide for at stimulere fosterets hjernevækst – vælter ud i kroppen på stakkels Lucy. Med det resultat at hendes hjernekapacitet udvides så ekstremt, at hun beslutter sig for at opsøge en amerikansk hjerneforsker i Paris, så han kan få del i alle de eksistentielle hemmeligheder, hun pludselig ser klart. Før narkogangsterne får fat i hende.

»Lucy« er lige dele action og eksistensfilosofi – og den får ikke for lidt på nogen af tangenterne.

Imens Lucy skyder sig vej mod Europa, krydsklipper Luc Besson til alt fra arternes oprindelse til universets stjernestøv, som en konstant påmindelse om, at vi, trods forskelle i tid og rum, er skabt af samme stof (som virkelig syrede drømme gøres af). Samtidig sikrer lidt for rigelige klip til Morgan Freemans fremsynede hjerneforsker, at alle de, til tider temmeligt vaklende, pointer bliver hamret ind med solide søm.

En ikke ligefrem subtil fortællestil til trods, er »Lucy« dog langt hen ad vejen voldsomt underholdende. Ikke mindst takket være Scarlett Johansson, der tilsyneladende har haft en fest med karakteren.

Det er også fascinerende at lege med tanken om, hvad der egentlig vil ske, hvis vi mennesker kunne udnytte hjernens fulde potentiale? En tanke, Luc Besson desværre aldrig rigtigt udnytter optimalt, ligesom de ellers så velkoreograferede actionsekvenser mister pusten i takt med, at Lucy bliver så overmenneskeligt stærk, at tiden er hendes eneste reelle fjende.

Hvad: »Lucy«.

Hvem: Instruktør: Luc Besson. Medvirkende: Scarlett Johansson, Morgan Freeman.

Hvor: Premiere over hele landet,