Sarah Jessica Parker inden »Sex & the City«-efterfølger: Dårlig økonomi truer ægteskaber

Den 51-årige »Sex & the City«-stjerne laver ny komedieserie om de midaldrendes skilsmisser.

Executive producer og skuespiller Sarah Jessica Parker sammen med sin med skuespiller Thomas Haden Church præsenterer deres nye TV-komedie »Divorce« i Los Angeles. REUTERS/Danny Moloshok Fold sammen
Læs mere
Foto: DANNY MOLOSHOK

LOS ANGELES: For en hel generation af kvinder (og mænd der i hemmelighed tog scorenoter på sidelinjen) var TV-serien »Sex & the City« med til at definere tidsånden i slut-90erne. Den handlede om en klike af søde, sjove storby-kvinder med en rå appetit på livet og en uendelig række af handyr.

Sarah Jessica Parker var den livskloge hovedperson i »Sex & the City« og i denne weekend præsenterede hun i Los Angeles sin egen serie »Divorce«, der synes at starte hvor »Sex & the City« stoppede, nemlig i ægteskabet med den eneste ene.

Som titlen antyder er det dog den mørke side af ægteskabet, som serien fokuserer på, nemlig de elementer der i sidste ende kan føre til konflikter og skilsmisse. Men hvilke elementer mener hun, lægger det største pres på ægteskab i nutiden?

»Jeg tror, at den økonomiske krise i 2008 lagde et hårdt pres på en masse familier både i USA og alle mulige andre steder i verden. Mange forældre kastede sig dobbelt hårdt ind i deres arbejde, så det kom til at koste på hjemfronten,« siger Sarah Jessica Parker, der selv har været gift med skuespilleren Matthew Broderick siden 1997.

Sammen har de en sønnen James Wilke Broderick og tvillingepigerne Marion Loretta Elwell og Tabitha Hodge, som blev født af en surrogatmor.

»Materielle afsavn kan være en hård belastning for ægtepar, særlig når de har børn, de ikke kan give det de ønsker for dem,« siger Sarah Jessica Parker, der mener, at dårlig økonomi er en undervurderet trussel mod ægteskabet, fordi der en tendens til at tro, at det hele handler om følelser.

»Ægteskab handler måske om følelser, men folk har ofte forankret følelser i deres holdninger til hvordan de bør indrette deres økonomi,« siger Sarah Jessica Parker.

I »Divorce« spiller Sarah Jessica Parker og Thomas Haden Church et ægtepar, der kommer i krise, da han finder ud af, at hun i længere tid har haft en affære med en yngre mand. Han vil have skilsmisse, men det er lettere sagt end gjort, da parret har børn og økonomiske forpligtelser.

For hendes eget vedkommende er materielle afsavn formentlig ikke det mest presserende. Sammen med sin mand har hun stået på Forbes hitliste over »power-par«, hvis samlede formue anslås at være på over 135 millioner dollars. En stor del af Sarah Jessica Parkers indtægter stammer fra hendes parfymemærker, hvoraf hendes nyeste, som hun bar til præsentationen i Los Angeles, ganske enkelt hedder »Stash«, hvilket løseligt kan oversættes til »en bunke penge«.

Serien får dansk premiere på HBO Nordic til oktober.