Sådan tænker terrorister

»Baader Meinhof Komplekset« gør et spændende forsøg på at forstå, hvad der forvandler idealister til terrorister.

»Baader-Meinhof komplekset« bevæger sig ind i terroristers psykologi, og den gør det troværdigt. Her har RAF-medlemmer taget gidsler i Stockholm i 1975 med krav om at få frigivet blandt andre Andreas Baader, Ulrike Meinhof og Gudrun Ensslin. Fold sammen
Læs mere
Foto: NFD Film
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Filmen begynder med afslappet nøgenbadning i 1967 og slutter med et koldblodigt mord i 1977. De to scener er modpoler med klar symbolsk funktion, for med sin smertelige skildring af ti års autentiske begivenheder handler »Baader Meinhof Komplekset« om progressive holdninger, der forkrøbles, perverteres og gradvis forvandler unge idealister til morderiske terrorister.

At Tysklands såkaldte Rote Armee Fraktion (RAF) ud fra afsporede politiske motiver begik en række afskyelige handlinger er alment kendt, men Uli Edels filmatisering af Stefan Austs besættende bog gør sig den ulejlighed at vise baggrunden for, at den såkaldte Baader-Meinhof Gruppe blev dannet. Under den iranske shahs besøg i Vestberlin i 1967 angreb politiet fredelige demonstranter med uhørt brutalitet, studenten Benno Ohnesorg blev dræbt, studenterlederen Rudi Dutschke blev hårdt såret, og det er forståeligt, at disse begivenheder – kombineret med rystende billeder fra amerikanernes krig i Vietnam – måtte fylde samfundskritiske unge mennesker med en voldsom indignation.

Paradoksalt nok kan man på den måde bedre forstå dannelsen af RAF end af den beslægtede – og trods alt langt mindre voldelige – hjemlige Blekingegadebande, hvis mentale drivkraft forbliver gådefuld også i Anders Riis-Hansens interessante film om banden. Medlemmerne af RAF mente som udgangspunkt at kunne afsløre statsmagtens latente fascisme gennem terrorhandlinger og dermed mobilisere masserne til proletariatets revolution, men det naive politiske mål fortonede sig gennem årene mere og mere i en frustreret og blodtørstig trang til at hævne sig på det samfund, der alligevel ikke var klar til revolutionen.

Mens Anders Riis-Hansens »Blekingegadebanden« benytter sig af en sober dramadokumentarisme, bruger »Baader Meinhof Komplekset« en række virkemidler hentet fra Hollywoods actionfilm, hvad der i betragtning af det højdramatiske emne ikke virker upassende. Skønt der er hidsigt skyderi og heftige eksplosioner i Uli Edels værk, forbliver det seriøst i sit grundige og detaljerede gruppeportræt af de mere og mere vilde og desperate RAF-medlemmer. At man alligevel aldrig til bunds vil kunne forstå deres forkvaklede psykologi, gør ikke filmen ringere.

Det populære navn på Rote Armee Fraktion er egentlig ironisk, for man kan dårligt forestille sig to mere vidt forskellige mennesker end den intellektuelt reflekterende journalist Ulrike Meinhof og den frådende voldspsykopat Andreas Baader. I filmen spilles de fremragende af Martina Gedeck og Moritz Bleibtreu (kendt fra Peter Flinths danske familiefilm »Fakiren fra Bilbao«!), ligesom Johanna Wokalek skaber et skræmmende portræt af den smukke og totalt hensynsløse Gudrun Ensslin.

Til gengæld er den altid eminente Bruno Ganz sat til at fremstille en ret kunstig figur i form af en humanistisk politichef, der fungerer som den besindige fornufts lidt påklistrede talerør, og i sidste del af den to og en halv time lange film, da de førende terrorister befinder sig i Stammheim-fængslet i Stuttgart, kan man nok synes, at den meget ordrige film bliver en kende omstændelig. En nænsom beskæring ville næppe misklæde den.

Alligevel har den ellers ujævne Uli Edel – hans sexthriller »Klædt af til mord« med Madonna er virkelig en stinker – med »Baader Meinhof Komplekset« skabt sin karrieres suverænt væsentligste værk. Som nuanceret historieskrivning virker filmen troværdig og blottet for bagklogskabens demagogi – hvor syge terroristernes synspunkter end er, virker det dog vigtigt at høre dem formuleret – og som meningsfyldt underholdning strutter den af elementær spænding og spektakulær fysisk dramatik.

Ulrike Meinhof og Andreas Baader var farlige fantaster, der søgte et martyrium og opnåede at blive legendariske. Filmen om dem er flot, tankevækkende og foruroligende.



target="_blank" href="http://www.filmtrailer.dk/">I samarbejde med Filmtrailer.dk