Det sker, at allegorien i »Prinsesse Mononoke« føles blot en anelse for påtrængende. I forsøget på at udvinde eftertragtede mineraler, erobrer en af filmens stridende parter, Jernbyen, et stort skovområde, og påkalder sig derved beboernes vrede og fjendskab. Det lyder unægteligt som USAs engagement i visse olierige lande. Men det stærke ved Hayao Miyazakis gennembrudsfilm fra 1997, som nu får dansk biografpremiere, er de raffinerede nuancer, der konstant forgrener sig i dramaets spørgsmål om skyld, ret og uret.

Engang var der nemlig, altså tilsyneladende, i middelalderens Japan, i Muromachi-perioden, et grufuldt uhyre, der kom til en fredelig landsby. I udkigstårnet står Ashitaka, den sidste prins af Emishi-folket, og han tøver ikke med at forsvare sit folk. Men før uhyret, et monstrøst vildsvin, ånder ud med blodet stående i øjnene, rammer det Ashitaka med sin dødbringende gift.

I håb om at hæve forbandelsen, rider Ashitaka mod bjergene i vest. Undervejs får han både venner og fjender, men kan sjældent skelne hvem, der er hvem. I Jernbyen modtages han varmt af herskerinden, Lady Eboshi, hendes enfoldige lakajer og de grovkornede kvinder, hun har reddet fra prostitution. Eboshi bruger sine ildvåben til at jage skovens guder i dyreskikkelse væk og udvinde jernet i jorden, og hun vedkender, at hun ved at dræbe en gud i vildsvineskikkelse gjorde ham til den formørkede dæmon, der angreb Ashitakas landsby. Den unge prins kæmper mod sin egen fordærvelse, og da han fascineres af en vild pige, der færdes i flok med store, hvide ulve og lyder kælenavnet prinsesse Mononoke, tvinges han til at vælge side i den krig, der bryder løs.

Billede på krigens natur

Miyazaki er her i samme ærinde som James Cameron i »Avatar«, men hans kunstneriske, krøllede hjerne fører os på en eventyrlig rejse, der ikke blot brillerer med sin visuelle virtuositet og smukke, såvel som voldsomt uhyggelige akvareller fra Miyazakis Studio Ghibli, men også nærmer sig noget, der ligner en hårrejsende sandhed om ondskabens natur. »Prinsesse Mononoke« er ikke for småbørn og folk med sarte sjæle - et billede på krigens natur i en tidløs streg.