Sådan er kapitalismen

Michael Moore viderefører den livligt agitatoriske stil i sin nye dokumentar.

»Kapitalismen: En kærlighedshistorie« havde premiere i 995 biografer i USA og Canada 2. oktober. Fold sammen
Læs mere
Faktisk er det ret smart. Virksomheden tegner i al diskretion en livsforsikring på sine medarbejdere, og når de dør - helst som unge og helst som kvinder - scorer arbejdsgiveren en betragtelig erstatning. Det er naturligvis også kynisk og anstødeligt, ikke mindst set med de sørgende efterladtes øjne, og det er derfor et af de ofte overraskende og ikke sjældent chokerende forhold, som korsfareren Michael Moore indigneret skildrer i sin nye film. Den har intet mindre end den amerikanske kapitalismes onde gerninger som emne, men er trods sin brug af »Internationale« (i en lifligt swingende udgave) på lydsporet intet socialistisk kampskrift. Hvad Michael Moore efterlyser, er demokratisk retfærdighed i en form, som allerede præsident Franklin D. Roosevelt gjorde sig til talsmand for kort tid før sin død. Ganske forgæves, viser filmen. Michael Moore konkretiserer sin kritik af et samfund, som begunstiger nogle få mennesker og lader talrige andre totalt i stikken ved bl.a. at fortælle om tvangsauktioner og om piloters elendige lønninger, ligesom Wall Streets skamløse ragen til sig under den seneste økonomiske krise nærmest er oplagt stof for en dokumentarist, der er både engageret samfundsdebattør og mesterlig manipulator. Den trinde mand med baseballkasketten og de nærgående spørgsmål er en helt særegen blanding af journalist, privatdetektiv, gøgler, provokatør og prædikant, og hans metoder kan diskuteres, men hans emner er aldrig ligegyldige og hans film aldrig kedelige. Mindre kulsort komik Heller ikke »Kapitalismen - En kærlighedshistorie«, selv om den - måske fordi emnet er mere abstrakt - opleves som mindre kulsort komisk end forgængerne »Bowling for Columbine«, »Fahrenheit 9/11« og »Sicko«. Moores egen optræden foran kameraet er mest proforma, og med sine mange tal og statistikker kan filmen stedvis tangere det tørre, men den særlige form for pædagogisk-propagandistisk montage, som Moore har lært af den sovjetiske pioner Sergej Eisenstein (»Panserkrydseren Potemkin«), er stadig virkningsfuld, ligesom den selektive brug af musik fra »Carmina Burana« til Nino Rota bidrager til at holde den lettere overvældede tilskuers opmærksomhed fast. Michael Moore betragter sig som en patriot, der hudfletter sit fædreland af kærlighed, og sådan virker hans nye film trods dens harmfulde tonefald også. Dens hyldest til »den lille mand« i konflikt med magtfulde og grådige kræfter har lange traditioner i amerikansk film - tænk f.eks. på Frank Capras »Mr. Smith kommer til Washington« fra 1939 - og selv om Moore er blevet en rig mand på at være populist, påpeger han stadig og stædigt rystende urimeligheder i den brede befolknings levevilkår i USA. Agitatorisk, men også begavet, livligt og vedkommende. »Kapitalismen – en kærlighedshistorie« (»Capitalism: A Love Story«): Amerikansk dokumentarfilm, instrueret af Michael Moore. To timer og syv minutter. Tilladt for alle. Dagmar, Grand, Empire og Falkoner i København samt biografer landet over.