Så skal der gyses

Med »Prometheus« er Ridley Scott tilbage i den genre, der skabte hans karriere med »Alien« og »Blade Runner«. Effekter og gys imponerer - det samme kan ikke siges om historien.

Lad os få det afklaret med det samme: »Prometheus« både er - og er ikke - en prequel til Ridley Scotts »Alien« fra 1979. Den sætter scenen for den første film, men fungerer derudover som en selvstændig rumsaga, der i den grad lægger op til en »Prometheus 2« og måske endda flere film i en serie.

I år 2085 finder to forskere en række oldgamle hulemalerier rundt om på jorden, der alle peger mod den samme fjerne planet. Overbeviste om at det er menneskehedens skabere, der har efterladt et kort, tager de på den lange rejse ud i rummet. Men det viser sig selvfølgelig, at det, der venter dem, er noget langt farligere end gamle godmodige guder med nøglen til universets hemmelighed.

»Prometheus« er i sin tone en god blanding af »Alien« og Ridley Scotts anden science fiction film »Blade Runner« fra 1982 med dennes filosofiske lag om, hvad, der definerer et menneske, og hvor vi kommer fra. Men den er først og fremmest et effektivt rumgys med fuld tryk på både 3D og CGI-effekter og nye monstre i massevis der er næsten lige så uhyggelige som i »Alien« og dens efterfølgere.

Der bliver i den grad sat skub i adrenalinproduktionen i »Prometheus«, der byder på to timers neglebidende spænding og vanvittigt flotte visuelle effekter, der bliver smidt i hovedet på os i et hæsblæsende tempo.

Indholdet halter

Desværre står indholdet ikke helt mål med formen. Manuskriptforfatter Damon Lindelof, der tidligere har stået bag hit-serien »Lost«, kender ikke til begrænsningens kunst og har proppet den to timer lange film fuld af alt for meget hvad angår effekter, gys og historietråde, der flagrer hid og did.

Resultatet er, at vi alt for ofte ikke når ned under overfladen på hverken karakterer eller handling, før vi allerede er suset videre. Derudover er store dele af både forklaringer og karakterernes motivationer tilsyneladende bevidst tilbageholdt, så de kan udvikles i de kommende film.

Ridley Scott har tydeligvis haft ambitioner om at lave en mere filosofisk film, end resultatet giver indtryk af. Der er lagt op til store diskussioner om blandt andet tro versus videnskab, men de mere filosofiske lag drukner i hastværk og effekter. Diskussionen fungerer bedst i spillet mellem robotten David - spillet med eminent mekanisk kynisme af Michael Fassbender, der stjæler samtlige scener han er med i, og Noomi Rapaces idealistiske Elizabeth Shaw, der gør det fremragende som »Prometheus« pendant til Ellen Ripley. Shaw og David er langt de mest interessante karakterer og de eneste, der for alvor fremstår tredimensionelle.

Måske får vi flere dimensioner, og bliver lidt klogere på menneskeheden, i »Prometheus 2«, hvis den bliver en realitet. Indtil da er det bare med at læne sig tilbage i sædet, spænde den mentale sikkerhedssele og kaste sig ud i Ridley Scotts uhyggelige adrenalinrus. Dybere mening eller ej.