Så lad dem dog få fred, de plagede mennesker på Grønnegård

»Arvingerne« faldt lidt ned på jorden efter alle de opslidende skænderier.

Ristet tang, anyone? Thomas (Jesper Christensen) og Isa (Josephine Park) har hver sit at slås med i afsnit seks af »Arvingerne«. Foto: Per Arnesen/DR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var mange gode øjeblikke i det næstsidste afsnit af »Arvingerne«, hvis anden sæson nærmer sig sin afslutning.

I det hele taget var det lidt af en lise, at den anstrengt konfrontatoriske, overdrevent hadske stil med skingrende skøre mennesker, der råbte hinanden ind i hovedet, efterhånden bøjede af og fandt en trods alt mere realistisk, dvælende tone – til trods for trofaste melodrama-ingredienser som skilsmisseopgør, bilulykke og pludselig totallammelse.

Skyldes det i virkeligheden en dygtig episodeinstruktør som Heidi Maria Faisst, der tydeligvis har nogle forcer i det afdæmpede drama i dirrende nærbilleder?

Lad os tage det bedste først: Lene Maria Christensen har desværre længe ikke rigtigt haft noget at lave i serien, hvor hendes overbærende Solveig mest af alt har været reduceret til lidt tårer, urolige blikke for, hvordan det skulle gå for ægtemanden Frederik – og et enkelt raserianfald.

Men hold da op, hvor den knusende dygtige skuespiller lige fik revancheret sig i de skilsmissescener, man havde kastet i hendes retning i denne episode. Han forventningsfuld, da hun dukker op i deres fælles sommerhus. Hun med en anden dagsorden i kamp med sig selv for at få sagt, hvad der skal siges.

Og Carsten Bjørnlunds Frederik – nu reduceret til et paralyseret genfærd – var lige så god. Med »Arvingerne« har han spillet sig helt frem i første række af danske filmskuespillere, hvis der er nogen retfærdighed til.

Jesper Christensens blik

Det er der som regel ikke her i verden – retfærdighed. Se nu den stakkels Isa, som meget af dette afsnit kom til at handle om. Instruktøren lod os komme helt tæt på Josephine Parks glimrende spil som den uselvstændige og invaliderende usikre, unge kvinde, der næppe er i stand til at tage vare på et spædbarn.

Hendes desperation blev vores i nogle glimrende monterede scener og fik et klimaks med det biluheld, der var forårsaget af det pres, hun følte på sig.

Og se nu Jesper Christensens uheldsramte Thomas, der havde et par gode, menneskelige scener efter omtrent at have været reduceret til en farcefigur. Man vil sent glemme hans skrækslagne øjne i den scene, hvor Thomas indser, at hele kroppen er lammet.

Se nu godlidende Signe (Marie Bach Hansen), der endnu en gang har lukket familien inden for i det hjem, hun lige havde smidt dem ud af. For det kan hun takke manuskriptforfatterne, der ikke har det med at lægge synderlig logik ind i hendes handlinger.

Der er mange spørgsmål, der skal besvares med næste afsnit, der altså er det sidste. Hvad skal der ske med lille Melody, nu hvor Isa næppe lever op til sit ansvar, og hendes pæne far bliver ved med at luske halvintimiderende omkring?

Hvad skal der ske med Frederik, nu hvor Solveig vil skilles og ikke vil lade ham se sine børn? Hvad skal der ske med den lunefulde Gro (Trine Dyrholm), nu hvor hendes pæne nordmand (Trond Espen Seim) efterhånden ikke kan strække tålmodigheden længere?

Og hvad nu med hendes kunstsvindel – kommer den for en dag nede i Hamburg, når nu hun skal kuratere en stor udstilling?

Ingen behøver vist tvivle på, at en tredje sæson er i anmarch. Det er næsten synd for familien Grønnegård. Så lad dem dog få fred, de plagede mennesker. Bedste replik? Den kom ud af munden på Thomas: »Det er skidegodt, det der morfin«.

Hvad: »Arvingerne«, sæson to, afsnit seks.

Hvem: Hoved­forfatter: Maya Ilsøe. Episode­forfatter: Majha Jule Larsen og Lars K. Andersen. Instruktion: Heidi Maria Faisst.

Hvor: DR1, søndag kl. 20.