Russisk vold i London

Film. »Eastern Promises« Med »Eastern Promises« om den russiske mafia i London har den canadiske instruktør David Cronenberg begået sin bedste film i mange år, og ikke mindst Viggo Mortensen spiller fremragende.

Viggo Mortensen som russisk gangster i »Eastern Promises«. Fold sammen
Læs mere

Kroppen og dens excesser har altid optaget Cronenberg og været omdrejningspunkt i mange af hans film. Fra »Videodrome«, hvor James Woods så sin mave forvandlet til en videomaskine, der kunne proppes bånd ind i, over »Fluen«, hvor en videnskabsmands krop går i ét med en flue, til »Crash«, hvor kroppe, der er sønderknust i biluheld, bliver hovedpersonens fetich. Med sin nye film, »Eastern Promises«, gælder det den kropslige udsmykning, hvilket ikke kan overraske, for tatoveringens historie handler i høj grad om at give og underkaste sin krop til noget større end én selv, til fællesskabet, uanset om der er tale om stammefolk, rocker-broderskaber, religiøse fanatikere, teknologien eller mafia-tilhørsforhold. En tematik, der altid har været fremtrædende hos Cronenberg.

I »Eastern Promises« er det de berygtede russiske gangstere i broderskabet Vory V Zakone, der både i filmen og den virkelige verden står for organiseret kriminalitet som trafficking, manuskriptforfatter Steven Knight har valgt at sætte under lup – som endnu en del af hans plan om at fortælle om skjulte parallel-minisamfund på Londons skyggeside. En kunstnerisk ambition han begyndte på i »Dirty Pretty Things«, der handlede om den illegale organ-handel, fattige immigranter må ty til for at overleve.

En af de russiske gangstere er Nikolai Luzhin – i skikkelse af Viggo Mortensen – der er chauffør for restaurantejeren Semyon og hans iltre søn Kirill. Ikke en helt almindelig familie, for under Semyons joviale og hyggelige overflade gemmer der sig en uhyggelig mafiaboss, der ikke skyr nogen midler over for folk, som kommer i vejen for ham. Det må jordemoderen Anna, spillet af en diskret Naomi Watts med en tilpas varm og jordbunden udstråling, langsomt sande, da hun sætter sig for at finde familien til en ung kvinde, der er død i barselssengen. Pigen har en dagbog, der kan hjælpe Anna på sporet, men i stedet bringer den hende lige lukt til forbryderne og til Nikolai, som hun ikke ved, om hun kan stole på.

Typisk for Cronenberg skal publikum også mærke krop undervejs, og allerede fra filmens første to indledende sekvenser har han fat i struben og i maven på tilskueren med to bloddryppende scener. Den fysiske vold er et gennemgående træk – for instruktøren og for filmen – og hos Cronenberg skildret på så realistisk vis, at man mærker dens gru. Særligt under en hel ekstraordinær slagsmålsscene i en sauna med en temmelig nøgen Viggo Mortensen, hvor man er så optaget af kampens udfald, at man ikke har tid til at kigge efter kronjuvelerne.

Hvad Cronenberg til gengæld ikke er interesseret i at fortælle er en gængs politi-opklaringshistorie. Derfor vil de løsnings-orienterede sikkert kunne blive en smule frustrerede over de huller i handlingen, der er, og som han helt bevidst og med nonchalant arrogance forbigår. Men en løsning er åbenlyst ikke hans ærinde. Det er i stedet karakter-studierne, først og fremmest af de tre mafiamænd, hvor Armin Mueller-Stahl som den stilfærdigt psykopatiske Semyon, Vincent Cassel som den martrede og usympatiske Kirill og Viggo Mortensen som den mystiske Nikolai leverer intense, nuancerede portrætter. Cassel er ikke set så stærk siden »La Haine« (»Hadet«), og Mortensens rolle er hans hidtil mest interessante og også en af hans bedste præstationer nogensinde.

Den høje kvalitet gælder også Cronenberg, der har lavet en af sine mest bemærkelsesværdige film i mange år – og også noget bedre end den overvurderede »A History of Violence«. Han viser her, at han ganske vist er blevet mere mainstream med årene men bestemt ikke mindre interessant. Og at film også er en kropslig oplevelse.

Længde: 100 min. Tilladt over 15 år.