Rumrejse år 2014 ½

Christopher Nolans »Interstellar« skal roses for ikke at give køb på sine astrofysiske ideer, men tynges af jordbundne Hollywood-skabeloner.

Den gratis og ulovlige PopCorn Time er den fjerde mest brugte streamingtjeneste blandt unge i Danmark. Foto: SF Film Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den enkleste måde at forklare en (teoretisk) rumrejse gennem et ormehul for en lægmand, er at tegne to kryds i hver ende af et stykke papir, og derefter folde papiret så krydserne rører ved hinanden. Voila! Rummets krumning forklaret i en elegant håndbevægelse.

Men hvad sker der så, når man som instruktøren Christopher Nolan og »Interstellar« kaster sig ud i et ambitiøst filmeksperiment med at beskrive både den fjerde og femte dimension? Man fristes til at sige: »Houston - we have a problem!«

Christopher Nolan har selv spændt forventningerne til »Interstellar« hårdt op i interview, hvor han har fortalt om sin næsegrus beundring for det tidlige hovedværk inden for den kosmiske rumfilmsgenre, Stanley Kubricks »Rumrejse år 2001«, produceret i 1968, og stadig en tidløs klassiker inden for filosofisk science fiction.

De indforståede referencer til Kubricks iskolde monolit af en film er da også hyppige i »Interstellar«, men nu skriver vi år 2014, og spørgsmålet er, om det overhovedet er kommercielt muligt i nutiden at lave en så ekstremt enerådig og krævende højbudgetfilm som »Rumrejsen år 2001«. Terence Mallicks »Tree of Life« kom noget af vejen i 2011, men hvis det nogensinde havde været ambitionen for Nolan, er den kun halvvejs indfriet.

Kunstig intelligens

Der er dog andet godt på hylderne i »Interstellar«, som foregår cirka en generation ude i Jordens fremtid. Teknologisk findes der nu avancerede kunstige intelligenser, kryo-søvn til interplanetariske rejser og lavtflyvende droner, der kan overvåge Jorden, mens de er på vingerne i årevis. Til gengæld har Jorden fået et alvorligt fødevareproblem, idet en plantepest og klimatiske skift har indhyllet vor planet i ødelæggende støvstorme.

Denne setting og karaktererne præsenteres i en elegant introsekvens, hvor ingeniør, landmand og tidligere astronaut Cooper (Matthew McConaughey) demonstrerer sin tekniske virtuositet ved indfange en drone for at klunse dens solceller. Hans søn beundrer ham og skal arve gården, selvom landbrugssektoren åbenbart går en krank skæbne i møde, men det er datteren, der har arvet faderens videnskabeligt-matematiske talent. Mere om hende senere i filmen, forstår man.

En metafysisk tone anslås, da datteren opdager, at poltergeistlige hændelser i hendes soveværelse måske er meddelelser fra en uidentificeret entitet. Man kan næsten høre temaet fra TV-serien »X-Files«, da far og datter afkoder meddelelserne som geografiske koordinator. Dette bringer dem i kontakt med resterne af NASA, hvor professor Doyle (Michael Caine) og professor Amelia Brand (Anne Hathaway) planlægger at redde menneskeheden fra den totale udslettelse. Midlet er en jagt efter nye beboelige verdener, som begynder i et såkaldt »ormehul«, der er blevet opdaget ved Saturn. I den tyste to-års rejse ud til fænomenet får Nolan præsenteret nogle af sine flotteste billeder. Først derefter bliver det rigtig hjernesprælsk med spring i tid, rum og forvredne plot-twists.

Det er beundringsværdigt, at Christopher Nolan for så vidt ikke giver køb på beskrivelsen af den avancerede astrofysik, der ligger til grund for den til tider rigeligt konstruerede historie. Dette er en af de vanskeligste manøvrer i science fiction, idet en 1:1 videnskabelig forklaring af ormehuller og lignende vil jage hovedparten af publikum væk og dysse resten i søvn. Det drejer sig snarere om at levere forenklende beskrivelser, der virker troværdige.

Einsteins grundbegreber

Det lykkes med nød og næppe, ikke mindst takket skuespillerne, der ind imellem må sno tungen om noget videnskabssnak, som det er svært ikke at smile ad. »Det er relativitetsteori, folkens!« forklarer Cooper til sine videnskabelige kolleger, selvom man må formode, at de er nogenlunde bekendt med Einsteins grundbegreber.

Ikke mindst Matthew McConaughey får dog demonstreret, hvorfor han er tidens hotteste stjerne, med sin trademark-sydstatsdialekt og stærke, fysiske tilstedeværelse. Michael Caine har mindre at lave, og Anne Hathaway, hvis 3.000 kroners garconne-frisure sidder som støbt tværs gennem hele galaksen, må være stjernehimlens mest nuttede astronaut.

Filmens bedste replikker tilhører faktisk to robotter, TARS og CASE, der udseendemæssigt er modelleret over Stanley Kubricks berømte sorte monolit. Filmen har meget skæg med at lade det være muligt for de rumrejsende at skrue op og ned for robotternes »ærlighedsgrad« og »humoristiske sans«.

Idémæssigt er »Interstellar« ambitiøs, grænsende til det uladsiggørlige, til gengæld er filmen tynget af alt for tydelige knæfald for Hollywoods slidte dramaturgiske skabeloner. Mennesker (vi siger ikke hvilke eller hvordan) skilles fra deres kære, men vær vis på, at manuskriptet bringer dem sammen igen, så sikkert som lysets hastighed er konstant i et vakuum. Kærligheden er en kraft i Universet, der trandenscerer lysår, men det er netop her i dens alt for genkendelige traditionalitet, at »Interstellar« bliver alt for jordbunden.

Hvad: »Interstellar«.

Hvem: Instruktør: Christopher Nolan. Medvirkende: Matthew McConaughey, Michael Caine og Anne Hathaway.

Hvor: Biografer over hele landet.