Romantik for intellektuelle

Stilfærdigt og tankevækkende drama mellen en kvinde og en mand med Juliette Binoche i hovedrollen.

Den tidligere Guldpalmevinder Abbas Kiarostami (for »Smagen af kirsebær« fra 1997) har med »Mødet i Toscana« skabt et stilfærdigt tankevækkende drama mellem en kvinde og en mand. Juliette Binoche spiller en fransk kunstkender, der har et galleri i Toscana. Filmen tager sin begyndelse en morgen, hvor hun deltager i et foredrag med en britisk forfatter, spillet af den britiske operasanger William Shimell.

Hans kontroversielle bog om originaler versus kopier i kunsten bliver udgangspunkt for en heftig diskussion mellem de to på en udflugt til den pittoreske by Luciagno. Relationen mellem dem udvikler sig som et kærlighedsmysterium, hvor man selv er med til at fylde hullerne ud undervejs og kan finde et svar, hvis man føler for det. »Mødet i Toscana« er en omstændelig snakkefilm, det er uomtvisteligt, men en fascinerende og romantisk én, optaget i smukke omgivelser.