Shawn Levy har tidligere lavet familiefilm som »Det vilde dusin« og »Nat på museet«. Målgruppen er nu ændret til raske drenge mellem 10 år og 14 år i »Real Steel«. Isenkrammet i filmen ligner »Transformers« på overfladen, men indeni banker hjertet fra den første film om bokseren Rocky.
Her spillede Sylvester Stallone en bokser uden fremtid, der fik en gratis chance mod verdensmesteren og slap med æren i behold og dermed en slags sejr. Rundt regnet det samme sker her for Charlie Kenton (Hugh Jackman).
Eneste forskel er, at vi er fem til ti år ude i fremtiden, hvor rigtig boksning er erstattet af kampe mellem robotter i ringen, der styres akkurat som sad man med et PS3 slå på tæven spil. Historien bliver ikke koldere af, at Charlie fordi hans ekskæreste er død, pludselig får ansvaret for sin søn Max (Dakota Goyo) på 11 år, som han aldrig har kendt.
De to kæmper for dagen og vejen og lærer hinanden bedre at kende undervejs. Far har store planer, men han satser for voldsomt, Heldigvis har sønnike mere flair for at bygge en robot, der kan klare sig mod de bedste og man bliver jo aldrig en rigtig mand, før man bliver far.
Klichéerne står i kø i filmen, hvor letlæselige biroller, overgearede statister og hårdt pumpet rockmusik virker som lidt for lette valg. Langsomt får Hugh Jackman, der i virkeligheden er for sofistikeret og sød til den karakter han spiller, og Dakota Goyo dog givet filmen de varme øjeblikke, den er nødt til at have for at overleve alle stålnævekampene. Dem er der nemlig mindst en for mange af i en film, der varer mere end to timer.
»Real Steel« er en våd drøm, for preteenagedrenge, der ønsker sig deres PS 3 spil gjort levende, mens de rørstrømske ansigter i finalen nok skal få en del voksne til at føle, at tårerne nærmest forsøges trukket ud af dig. Alt i alt må man dog bare konstatere, at mange af de gamle formler fra Hollywood stadig virker, og er man ikke gammel nok til at gennemskue dem, vil de endda virke rigtigt godt.
