RoboCop, død eller levende

José Padilhas version af Paul Verhoevens klassiker »RoboCop« slår en proper stålnæve med den fornødne respekt for originalens handling.

Joel Kinnaman rydder op i Detroit som RoboCop. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man skulle vælge en enkelt film, der opsummerede den hollandske instruktør Paul Verhoevens stil, kunne et godt bud være hans science fiction-satire »RoboCop« fra 1987.

Filmen er en brutal spidning af den samfundsudvikling, som, Verhoeven mente, kendetegnede Reagan-æraen: Moralsk nihilisme og amokløbende grådighed. I RoboCops verden er den privatejede industriby Detroit gået fallit, og gaderne hærges af kriminelle bander. Politiet er magtesløst, og i byens »bestyrelse« øjner man et nyt forretningsområde i form af tungt armeret robotkorps. De første prototyper er dog lige så farlige for dem, der fjernstyrer dem, da de mangler evnen til at skelne de gode fra de onde (i en meget verhoevensk scene udsletter en robot det meste af bestyrelsen). Først da firmaet indstøber en svært tilskadekommen politimand i en pansret robotkrop, lykkes det at skabe den perfekte fusion af menneskelig moral og robottens styrke.

I en tid, hvor 80ernes store film bliver genindspillet med samme fantasiløshed som en samlebåndsrobot (og den nylige genindspilning af Paul Verhoevens anden store klassiker »Total Recall« var et særligt stygt eksempel), er det med bange anelser, at man imødeser en ny »RoboCop«. Dobbelt glædeligt er det derfor, at den nye version, der er lagt i den hårdtslående brasilianske instruktør José Padilhas hænder, faktisk fungerer.

Et fremtidigt Iran

Med politisk frækhed, og dermed helt i Verhoevens ånd, er filmens prolog henlagt til et fremtidigt Iran, som USA holder besat med kamprobotter– og fjernstyrede droner! En TV-reportage, med Samuel L. Jackson som politiserende studievært, afslører, at robotterne ikke kan skelne mellem selvmordsbombere og en harmløs dreng bevæbnet med en brødkniv. Det forpurrer endeligt robotkoncernens OmniCorps planer om at få indført de politirobotter i USA, som flere folkeafstemninger i forvejen har holdt ude af landet. Men OmniCorps snarrådige direktør (en vidunderligt korrumperet Michael Keaton) ved, hvordan man vinder folkets gunst: Med en helt, der er halvt menneske – halvt robot. Og hans navn skal være RoboCop!

Den svenske skuespiller Joel Kinnaman gestalter fint vor tids RoboCop med vægt på den eksistentielle forvirring over sin nye tunge stålkrop, der i en kuldegyselig scene bliver monteret legemsdel for legemsdel. Halvt gal af sorg over sin tabte menneskelighed og nu fremmedgjorte kone og lille søn vender han sig som et Frankenstein-monster mod sine skabere. I de 25 år mellem den gamle og den ny RoboCop er meget af originalens teknologi blevet virkelighed, men det har blot gjort historiens centrale tema om menneskelighedens grænseland mere vedkommende. Handlingen drukner stedvist i lidt for langtrukne actionsekvenser, men historien behandles med den respekt, den fortjener, og klemmer spændingsmæssigt til som stålnæve.

Hvad: »RoboCop«.

Hvem: Instruktør: José Padilha. Med Joel Kinnaman og Gary Oldman.

Hvor: Biografer over hele landet.