Umiddelbart glæder man sig over, at TV2s nye TV-serie »Rita« bruger folkeskolen som baggrund for sin handling. Denne brydningsplads for modsatrettede holdninger og menneskeopfattelser kunne nemlig have været en kilde til både tankevækkende, menneskelige og absurde optrin.
Kunne have været. For desværre virker det ikke som om, at »Rita« er oprigtig interesseret i det faktiske hverdagsdrama, som udspiller sig i landets skoler. I stedet er seriens bagmænd gået efter en krampagtigt forceret satire, der bygger på en række trætte fordomme om uduelige lærere, snotforkælede børn og overbeskyttende forældre.
Ind i dette smider serien så sit trumfkort, som måske også er seriens hovedproblem, nemlig titelkarakteren »Rita«, en usleben diamant, der utvivlsomt skal forstås som et uortodokst korrektiv til den politiske korrekthed, som serien pådutter skolemiljøet. Desværre for serien er Rita svær at holde af, selv om hun spilles energisk af Mille Dinesen. Rita er en kæderygende, rapkæftet rejekælling, der bryster sig af, at hun »aldrig lyver over for børn« - det være sig hendes elever eller hendes egne tre, den yngste, på-vej-ud-af-skabet-homoseksuelle Jeppe, og de lidt ældre Ricco og Molly.
I skolen indebærer det blandt andet, at Rita i seriens første konflikt fortæller forældrene til et dydsmønster af en pigeelev, at deres barn, Rosa, er »et gammelklogt, bedrevidende og irriterende« barn. At vide noget er åbenbart en unaturlig ting for lærer-Rita, for da den famlende nyuddannede lærer Hjerdis i en anden scene indrømmer, at hun altid har været interesseret i nordisk mytologi, er Ritas reaktion himmelvendte øjne og et sarkastisk: »Selvfølgelig har du det!«
Da Rita får den gammelkloge Rosa på tomandshånd, er lærerens råd, at hun skal »snave med nogle drenge og lave toiletgrafitti«, og hiver pigen ud på toilettet for at få gennemtrumfet denne lærerordinerede chokterapi. »Skriv Pik!« forlanger Rita. I hjemmet fortsætter Rita sin tåkrummende seksualisering af kommunikationen mellem voksne og børn, så man et øjeblik overvejer at kontakte børneværnet på karakterernes vegne.
»Jeppe er flov over, at jeg fandt hans gokkesok,« siger Rita smilende til Jeppes søskende, der har lært så meget af hende, at også de benytter enhver lejlighed til at drille ham for hans uerkendte homoseksualitet. Det er 68er-frigjorthed, når den er allermest bollerumstyrannisk.
Det skal medgives, at det ikke kan afgøres efter blot en enkelt episode, om den krasse Rita får blødere kanter i løbet af serien, men det er unægtelig et problem, at den benytter sig af så usympatiske og så hårdt karikerede hovedpersoner. En undtagelse er Ritas store børn, spillet af Nikolaj Groth Christensen, Morten Vang Simonsen og Sara Hjort Ditlevsen, der har forsynet deres karakterer med flere nuancer, end »Rita« egentlig fortjener. Deres indsats gør, at serien her får en ekstra stjerne.
For nylig beklagede Danske Dramatikere, at TV2s ledelse blandede sig for meget i manuskriptarbejdet på stationens TV-serier. Om det er sket her, kan ikke afgøres i skrivende stund, men »Rita« kunne godt ligne resultatet af et ufleksibelt krav om høje seertal. Det synes som om, man bevidst har skåret en gradvis karakterudvikling ud til fordel for en retningsløs og uigennemtænkt leflen for publikums mistillid til den folkeskole, som så mange elsker at hade.
