Retssalsdrama med romantik

Fransk retssalsdrama gemmer på en mulig kærligheds-historie fortalt med fine små stråler af lys.

Fabrice Luchini og Sidste Babett Knudsen i den formidable franske film »Hermelinen«. Babett Knudsen vandt i øvrigt vandt en César – Frankrigs svar på en Oscar – for sin præstation. (Foto: PR) Fold sammen
Læs mere

Som han går der gennem gaderne i en fransk provinsby med en lille rejsekuffert, virker han både målrettet og lidt sølle. Snart fraskilte Michel Racine (Fabrice Luchini) er nemlig en dygtig dommer ved retten, men han også frygtet af sine omgivelser for pedanteri og hårde domme. I en sag, hvor en ung mand er anklaget for at have sparket sit spædbarn ihjel, dukker der en kvinde op blandt nævningene, som Michel har mødt nogle år tidligere.

Ditte (Sidste Babett Knudsen) er sygeplejerske med danske rødder og har boet i Frankrig i 20 år. Det afsløres bid for bid, at hun har været noget særligt for ham, da han lå på hospitalet efter en ulykke. Hun tog hans hånd, som sygeplejersker i Danmark naturligt gør, men for ham var hun en åbenbaring. Hun fejede hans kurmageri til side, og i de mellemliggende år har de ikke set hinanden.

Midt i retssagen skifter filmen ham, og interessen samler sig om Michel og Ditte. Det, jeg elsker ved franske film, er, at man ikke generer sig for at gå ordrige omveje, der bidrager med åndrige kalorier. Amatørskuespillerne blandt nævningene tilføjer en høj grad af realisme, og retssagen er basalt set spændende, selv om det vigtigste i filmen først langsomt åbenbarer sig.

Det er magisk, når man kan se to store skuespillere folde deres talent ud og tror på dem som almindelige mennesker med fejl og mangler. Fabrice Luchini er en af Frankrigs mest beundrede skuespillere på både teaterscener og i film, for han kan spille alle roller med et rigt arsenal af tics og detaljer og en replik, der ikke bare sidder i skabet, men som smadrer det til pindebrænde, der kan fyres følelsesmæssigt op med i biografsalen.

På den baggrund er det ikke så lidt af en bedrift, at Sidse Babett Knudsen følger med. Hendes rolle er ikke så ordrig, men hun taler et flot fransk, hvis tyngde passer til hendes danske baggrund i rollen. Babett Knudsen er for det meste tonet ned, men i glimt viser hun lidt af det, vi ved, hun kan med sine øjne. Når hun har skruet ned for lyset i dem, passer det til drama, når hun skruer halvt op, perler der bobler af livlighed hen over lærredet, og skruer hun helt op, får vi anslag til komedie.

Instruktøren Christian Vincent skal have tak for at illustrere, at stor filmkunst ikke kun kommer ud af depression og sortsyn.

Hvad: Hermelinen.

Hvem: Instruktør: Christian Vincent. Medvirkende: Fabrice Luchini, Sidste Babett Knudsen.

Hvor: Premiere over hele landet.