Ren H.C. Andersen

Imod alle odds vælter en række handicappede gademusikanter fra Kinshasas værste slum den internationale musikscene.

Staff Benda Bilili har bevæget sig fra Kinshasas slum til Europas festivalscener. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miracle Film
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det hører til sjældenhederne, at en dokumentarfilm med et simpelt tryk på optageknappen udvikler- og forvandler sig til et decideret eventyr, som det er tilfældet med »Benda Bilili!«.

To franske filmmagere drager til Congo for at lave en film om gademusikanter i Kinshasa. Blandt 100.000 gadebørn i evig kamp for overlevelse finder de en flok handicappede, polioramte spillemænd i kørestole med håndpedaler. De har ingenting andet end musikken, deres musikalske familie kaldet Staff Benda Bilili og de lysende smil, den frembringer under øvesessions i slumkvarteret og byens Zoologiske Have.

Hovedaktørerne Ricky Likabu (55) og Coco Ngambali (50) komponerer deres særegne rumba/funk/blues med groteske, autentiske fortællinger fra livet på gaden, som end ikke de hårdest ramte bluesmænd fra de amerikanske sydstater kan matche. Filmmagerne bliver smittet af den livsvilje, der møder dem og beslutter sig derfor hurtigt for at finansiere en pladeindspilning for Staff Benda Bilili. Vi skriver 2005, og fortællingen kunne sådan set have stoppet her, hvis gadebørnene havde gjort som normalt, nemlig rullet de to blegfranske mænd med kameraet. Men det sker ikke.

Heldigvis, tænker man allerede tidligt i filmen. For så ville verden aldrig have hørt musikken, biografgængere ville aldrig have stiftet bekendtskab med de fantastiske mennesker og Staff Benda Bilili-medlemmerne havde aldrig fået en chance for at skabe en reel tilværelse for deres børnerige familier og venner.

Man gyser, græder og griner med Ricky, Coco og den 12-årige Roger, der ved filmens start ernærer sig selv og sin familie via musiceren på et selvopfundet én-strengs instrument. Filmholdet fører ham sammen med Staff Benda Bilili, og uden at afsløre alt for meget af de gigantiske hverdagsdramaer, fører det dem bl.a. til Europa og sommerens Roskilde Festival. Man kan stille alle mulige etiske spørgsmål ved filmmagernes engagement i historien, men hvordan man end vender og drejer det, ville man have gjort nøjagtig det samme for disse fantastiske mennesker.