Realistiske rædsler

Marc Forster har med »World War Z« skabt en både skræmmende og underholdende zombiethriller, der med sin realistiske stil sætter gang i både adrenalin og eftertanke.

Brad Pitt spiller familiefaderen der – mere eller mindre ene mand – må forsøge at redde verden fra en altødelæggende epidemi. Foto: Paramount Pictures Fold sammen
Læs mere

Glem alt om laaaangsomme zombier, der raver rundt i slowmotion. Zombierne i Marc Forsters »World War Z« er lynhurtige og reagerer, i bogstaveligste forstand, på den mindste lyd. Faktisk minder de mest af alt om en flok insekter eller hajer, der er fredelige nok, så længe der ikke er bytte i farvandet, men forvandler sig til en morderisk, altfortærende sværm, når de får færten af (menneske)blod. Alt det finder den tidligere FN-sikkerhedsekspert og familiefar Gerry Lane ud af på den hårde måde, da zombiesværmen slår ned i hans by, og forvandler fredelige mennesker til frådende monstre. En almindelig dag udvikler sig til et kannibalistisk mareridt, og Gerry og hans familie klarer sig kun ud på et hængende hår takket være Gerrys kontakter i FN. I sikkerhed på et hangarskib får Gerry at vide, at en ukendt virus på rekordtid har forvandlet milliarder af mennesker til zombier verden over, og han stilles over for et brutalt ultimatum. Gå i aktiv tjeneste, find smittekilden, så passer vi på din familie imens – eller bliv sat af skibet.

»World War Z« bygger på en roman af Max Brooks fra 2006. Bogen er bygget op som en serie øjenvidneskildringer, mens Marc Forster i filmen har valgt at fokusere på en enkelt mand. Han har dog bevaret bogens realistiske tone. Hans zombier er måske nok kødædende menneskemordere, men der er langt mindre splat og afrevne lemmer end i andre film i genren. Zombierne beskrives på samme måde som enhver anden virus, der truer menneskeheden, og bruges desuden som metafor for den bevidstløse måde, vi mennesker bruger hinanden og vores klode på – hvilket slås fast allerede i den indledende montage af nyhedsklip. Spændingen ligger ikke så meget i, om zombierne angriber, selv om Marc Forster og hans lynhurtige zombier garanterer et væg til væg-actiontæppe og rigeligt med gys og gru, men i om det lykkes Gerry at finde en kur og redde menneskeheden – før den tilintetgøres af zombier og hovmod i lige mål.

Perfekt valgt Brad Pitt

Brad Pitt er det perfekte valg som sympatiske Gerry, der som udgangspunkt ikke er nogen superhelt, bare en modvillig familiefar med den rette erfaring fra verdens brændpunkter, der vil have jobbet overstået – men er sej nok til at træde i karakter, når det gælder.

Man kan indvende, at epidemien kommer lige lovligt meget bag på verdens ledere i betragtning af dens omfang, og at det er lidt utroligt, at Gerry Lane tilsyneladende er den eneste, der kan se kimen til et mønster i zombiernes sværmen, selv om alverdens bedste videnskabelige hjerner er trommet sammen til formålet. Men det er mindre indvendinger. Som helhed er »World War Z« en effektiv, intelligent, realistisk, skræmmende og underholdende zombiethriller med vellykket brug af 3D og imponerende effekter, der burde tiltrække et stort sommerpublikum – også folk, der egentlig ikke er til zombiefilm.

Hvad: »World War Z«

Hvem: Instruktør Marc Forster. Medvirkende: Brad Pitt, Mireille Enos.

Hvor: Premiere over hele landet.