De fleste kunstnere har en signatur. Altså et eller flere træk, som går igen i værk efter værk. Det gælder også instruktør M. Night Shyamalan, der fra »Den sjette sans« og fremefter har dyrket det vilde, ofte overnaturlige plot-twist.
Det har også påvirket publikums måde at se hans film på. Man forventer simpelthen det uventede. Tag bare »Split«, hvor tre piger bliver bortført og spærret inde i en lejlighed, der tilhører en mand, som lider af Dissociative Identy Disorder – personlighedsspaltning – og huser 23 personligheder. Dennis, deres voldsomme leder, er ved at klargøre »Udyrets« komme, og det holder af ungt pigekød. Derfor sidder pigerne nu i hver sit aflåste rum.
Det får Shyamalan et nogenlunde intenst og klaustrofobisk, men også pseudo-dybt forløb ud af. Den store oplevelser er imidlertid Anya Taylor-Joy som den storøjede, men langt fra blåøjede Casey, som slås for at undslippe Dennis. Han spilles, som alle de andre personligheder, af James McAvoy, der desværre aldrig rigtig kommer ud over noget, der ligner skuespiløvelser.
Hvordan det ender, skal ikke røbes her. Men forudsigeligt er det i al sin uforudsigelighed. Som altid i tilfældet Shyamalan.
Hvad: Split Instruktør: M. Night Shyamalan. Medvirkende: James McAvoy, Anya Taylor-Joy. Premiere i hele landet.
