Tag straks til Malmø og se filmen »Palme«. Eller vent til juleferien, hvor den sendes i en dobbelt så lang version på svensk TV i tre afsnit.
Det er et mesterligt klippet og til tider dybt bevægende portræt af politikeren og privatmennesket Olof Palme (1927-86), der kun i enkelte, kortere glimt bliver nostalgisk og personfikseret. I langt størstedelen af filmen vil et modent, tænkende publikum sætte den biografiske filmfortællings sort-hvide datid op mod vores kulørte, dekadente nutid og dens manglende respekt for ordet og ordets mænd og kvinder.
Det er jo, hvad man tænker, mens billederne af en passioneret parlamentariker som Olof Palme flimrer forbi i knap to timer: Hvorfor er det blevet så umuligt at føre en politisk samtale i dag?
De fleste voksne i Skandinavien husker Olof Palme. I hvert fald hans død og det mystiske mord på Sveavägen 28. februar 1986, der lige siden har skygget for historien om Palmes liv. I hvert fald det svenske folk har altid haft et stærkt forhold til manden og myten Palme.
Enten var man med ham, når han tog Nordvietnams parti mod USA, mødtes med Arafat eller holdt tale på flydende spansk for Fidel Castro i Habana iført svenskerblå partisanklud. Eller også så hadede man ham for det, kaldte ham hykler på fredens og neutralitetens vegne og også langt grovere ting i den tiltagende dæmonisering af Sveriges statsminister i perioderne 1969-76 og 1982-86. Det svenske instruktørpar Kristina Lindström og Maud Nycander har fundet rene guldgruber i gamle arkiver fra pressefotografiets gyldne æra. Vi taler om enorme mængder af filmisk råmateriale i arkiverne i Sveriges Television og i metervis af film fra Palme-familiens gamle Super 8-kamera, som enhver borgerlig familie med parcelhus, have og respekt for sig selv og velstandsstigningen måtte eje i 1960erne og 70erne.
Disse udvalgte øjeblikke er virtuost klippet sammen med perspektiverende bidder af nye interview med venner, fjender, politiske kolleger, Lisbeth Palme og de tre sønner.
Stemmen og blikket
Stærkest i »Palme« er dog den raspede, skarpe stemme og det spillevende, engagerede blik, som Lindström & Nycander løfter ud af det gamle arkivmateriale, og som i den grad tager over efter filmens dramatisk underspillede indledning.
Bag roligt panorerende billeder af det vinterligt mørke Stockholm C. hører man pludselig – langt borte og alligevel så nær – de knitrende stemmer på alarmcentralens båndoptagelse den februaraften i 1986, hvor en mand, der er på vej hjem fra biografen med sin kone, er blevet skudt og nu forbløder.
»Det ... det er Olof ... Palme!« siger en tynd stemme ude i mørket. »Hvad siger De?« spørger vagthavende, der tror, hun har hørt galt. Efter sekunders tøven tilføjer hun: »Olof Palme ... statsministeren!?«
Herefter klipper filmen tilbage til 1930ernes Stockholm, hvor man zoomer ind på hovedpersonens privilegerede familiehistorie, der blev hans politiske livs store, tunge kors.
Anderledes kunne det ikke være, når man var født ind i en af Sveriges mest velhavende dynastier og fra barnsben blev udsat for en tresproglig, interkulturel dannelsesproces, der skulle føre drengen og den unge mand ind i kunst, kultur, jura og journalistik.
Men overklassedrengen fra Östermalm havde en oprører (og potentiel klasseforræder) i sig. Vi hører i filmen en gammel ven fra den kongelige kostskole fortælle, at Olof gik under navnet »Skidt-Olle«, fordi han ikke gjorde sig umage med udseendet og ofte var mere end sjusket i tøjet. Og langt senere, da han som 26-årig lobbyist og spindoktor for statsminister Tage Erlander var begyndt sin politiske forvandlingsproces og raketagtige opstigning i det svenske socialdemokrati, var den gal med tænderne, der signalerede underklasse og fattigdom.
Sådan noget havde politiske rådgivere allerede blik for i 1960erne, og vupti trådte Palme i karakter som storsmilende uddannelsesminister med en perlerække af nye tænder i 1968, hvor de svenske studenter gik på barrikaderne.
Her får man nogle af filmens måske stærkeste scener i en fem minutter lang optagelse fra studenterhuset i Stockholm, hvor den 41-årige uddannelsesminister, der grangivelig ligner en stor lømmel, som i sin iver efter at debattere nærmest overtager studentermødet og rødmosset slår fast, » ... at samfundets forandring ikke er en akademisk eksklusivitet«.
Her får man Palme i sit livs måske smukkeste, mest ægte stund. Lige inden han drages længere ind i magtens cirkler, og året efter bliver partileder og statsminister. Sveriges yngste nogensinde. Hurtigt samler han en kreds af unge socialdemokratiske mænd – »Palmes pojkar« – der i en lille håndfuld år, inden den økonomiske krise rammer verdenssamfundet i 1973, føler, at de nærmest kan gå på vandet. Efter halvandet årtis økonomisk optur er Sverige blevet det paradis, de fleste lande på jorden gerne vil ligne.
Til gengæld vil Sverige – eller rettere Olof Palme (som forfatteren Jörn Donner i et gammelt klip betegner som »alt for intelligent til Sverige«) – ikke ligne USA. I juleferien 1972 ses Palme hjemme ved køkkenbordet i Vällingby. Foran SVTs rullende kameraer fordømmer han USAs sønderbombning af Hanoi med reference til nazisternes udryddelsespolitik. Bagefter går han forrest i fakkeltoget gennem Stockholm, arm i arm med Nordvietnams ambassadør.
Altsammen udløser det en årelang diplomatisk krise mellem USA og Sverige. Og indenrigspolitisk vækker det voldsom mistillid til Palmes evner som repræsentant for Sveriges mange lukrative interesser i verdenssamfundet. Nedturen tager til, da Socialdemokratiets årelange overvågning af svenske venstreintellektuelle afdækkes af en ung journalist ved navn Jan Guillou. Og Palme begår en kæmpefejl – det mener samtlige iagttagere i filmen – ved ikke straks at erkende skandalens omfang.
Man sidder der i biografmørket, som filmen ruller, og tænker, at man aldrig nogensinde i historien igen vil kunne opleve en sådan film om en politiker, der udfoldede sig så spontant og privat som Palme i det offentlige rum. Som når han efter et parti tennis i Kungliga Hallen i omklædningsrummet med uredt hår og åben skjorte giver et TV-interview på formfuldendt fransk.
Og ubetalelig er scenen, da en endnu sejrsberuset statsminister på valgnatten 16. september 1973 passes op af medierne uden for sit hus. Tålmodigt besvares alle spørgsmål, derefter siger han pænt godnat og går op mod huset, mens kameraet ruller videre. Pludselig stopper Palme, drejer rundt, går tilbage og siger med et stort smil: »Nu må I altså holde op med at filme. Jeg vil jo ikke afsløre, hvor vi gemmer nøglen!«
Endnu et fantastisk sort-hvidt postkort fra en uskyldens tid, der slet ikke var så uskyldig: Højre- og venstreorienterede diktaturer mange steder i verden, terrorbølger gennem Europa, militærkup i Chile, apartheid i Sydafrika, Vietnamkrigen, kvindefrigørelsen og kernekraft. Alt sammen blandede Palme sig i. Mindst i kvindekampen. Den lod han Lisbeth Palme om og passede pligtskyldigt ind efter hendes urokkelige krav til sin politikermand: Fire ugers uforstyrret sommerferie hvert år!
Filmens slutning giver sig selv. Begravelsen i marts 1986, og man fryser simpelthen fast et kort øjeblik, da en engleagtig, hvidklædt skikkelse med store runde briller træder frem og begynder at tale ved kisten: »Vi skylder dig at kæmpe videre ...«.
Det er 28-årige Anna Lindh, som i 2003 bliver myrdet, netop som hun – siges det – stod for at skulle overtage posten som statsminister i den socialdemokratisk ledede regering.
Dermed er ringen sluttet i »Palme«, og man siver langsomt ud af biografen med de også i dag så brændende aktuelle spørgsmål: Hvad koster det at være toppolitiker?
Og hvem betaler prisen?
