En hær indleder en invasion i en by på grund af et forlydende om, at dens ledere producerer en slags supervåben med fjendtlige formål. Lyder det bekendt?

Det er det selvfølgelig, for den ydre præmis i historien i »Prince of Persia« er slet skjult inspireret af en noget nyere historiefortælling fra Irak om masseødelæggelsesvåben. Ellers er der ikke meget realisme over instruktør Mike Newell og producer Jerry Bruckheimers aktuelle actionbrag, der udspiller sig i sjette århundredes Persien og mikser magi med eksplosiv ramasjang.

Baseret på computerspillet af samme navn lader »Prince of Persia« karakterskuespilleren Jake Gyllenhaal fra »Brokeback Mountain« og Jim Sheridans version af Biers »Brødre« føre an som titlens hårdt pumpede prins Dastan. I modsætning til sine to brødre Tus (Richard Coyle) og Garsiv (Toby Kebbell) har Dastan ikke adeligt blod i årene. Han er vokset op i fattigdom, men kong Sharaman tog ham til sig efter at have set ham sætte livet på spil for at redde en kammerat. For - som filmen nu vil bevise - bestemmes vi menneskers skæbne ikke af vores baggrund, men af vores handlinger.

Forgiftet kåbe

Da hans brødre rider mod Alamut med den persiske hær, nægter Dastan at adlyde sine ordrer og trænger ind bag den hellige bys mure ad bagvejen og sparer mange liv, forstås. Sejrsfølelsen bliver dog kortvarig, da han uvidende forærer sin far en forgiftet kåbe for øjnene af hoffet. Kåben har Dastan fået af sin bror Tus, men Dastan anklages for mordet og undslipper med nød og næppe.

Alamuts bedårende prinsesse Tamina hjælper ham, men med skjult dagsorden, for det viser sig, at Dastan ved indtagelsen af byen har erhvervet sig det, der i virkeligheden er årsagen til invasionen, en juvelbesat dagger med overanturlige kræfter.

Man kan undre sig over, at nydelige skuespillere som Brad Pitt i »Troy« og nu Jake Gyllenhaal i »Prince of Persia« skal have overdimensioneret brystmuskulatur for at spille hovedroller i de såkaldte sværd og sandaler-film, men det kan jo skyldes, at de herrer har brug for at stive maskuliniteten af, når de nu skal spille med pagehår og bløde skindsko. Jake Gyllenhaal går dog balancen mellem testosteronfyldt action og humoristisk helt, og han er som altid et charmerende selskab. Ben Kingsley som kongens bror er et godt valg, som en skurk med pondus. Det samme kan man ikke sige om prinsesse Tamina, der spilles af Gemma Arterton, som må være uddannet fra skuespilskolen for trutmunde og surmuleri.

Hurtigt glemt

Referencen til Irak-krigen virker som en malplaceret kommentar. Og historien er en omgang hurtigt glemte fjollerier, og karaktererne så flade, at Disneys klassisk tegnede hovedpersoner får uset dybde til sammenligning. Alligevel er det svært at blive rigtigt irriteret på filmen, der underholder gedigent med masser af heftige kampscener, hundredvis af statister og veludført computereffekter i ørkenen. »Prince of Persia« har hverken »Gladiators« storhed eller »Pirates of the Caribbean«-filmenes humor, men dog en vis charme og energi som rendyrket ramasjang.