Hvem vil ikke gerne være perfekt? Vi kender drømmen, men vi ved også, at den kan være farlig. Hvis man flyver for tæt på solen, risikerer man at få brændt vingerne.
Det er, hvad Darren Aronofskys nye film handler om. Dens hovedperson hedder Nina og er balletdanser i New York, og hun stræber stedse mod at forbedre sin teknik, men glemmer derved, at skabelsen af stor kunst ikke kun er et spørgsmål om teknisk virtuositet. Det belæres hun om af balletmesteren Thomas, som alligevel giver hende det dobbelte hovedparti som den hvide og sorte svane i »Svanesøen« - og så burde den ambitiøse Ninas lykke jo være gjort.
Det er den langtfra, og det overrasker os ikke. Fra den allerførste scene er »Black Swan« nemlig præget af en dyster og uheldssvanger atmosfære, og både i overført og helt bogstavelig forstand er dette en meget mørk film. En blå himmel ser vi aldrig, og en følelse af klaustrofobi fylder scenerne både i Lincoln Center, der er balletkorpsets arbejdsplads, i undergrundstoget og hjemme i den lejlighed, som Nina deler med sin mor.
Forvrænget virkelighed
Moderen er interessant. I begyndelsen er hun attraktiv og kærligt omsorgsfuld, men cirka midtvejs i filmen bliver hun grim og dominerende. Tilsyneladende undergår hun en uhyggelig forvandling, men det er inde i Ninas hoved, forvandlingen finder sted - den store opgave i »Svanesøen« og de barske prøver med den krævende Thomas får hendes skrøbelige sind til at kæntre, og hendes oplevelse af virkeligheden bliver mere og mere forvrænget. Et hedt, men fiktivt lesbisk samleje repræsenterer formodentlig en frustreret drift, og de onde anslag, som konkurrerende dansere udøver mod hende, finder formentlig også kun sted i hendes forskræmte fantasi. Man frygter virkelig, at en lykkelig slutning ikke er mulig i denne film.
Frygtløs filmskaber
Mere røber vi ikke, for »Black Swan« er fyldt med nervepirrende spænding. At det originale talent Darren Aronofsky er en frygtløs filmskaber, ved vi fra så stærke værker som »Requiem for a Dream« og »The Wrestler« (hans »The Fountain« vælger vi storsindet at glemme), og den nye film gør han til både en betagende balletfilm og en skræmmende opvisning i paranoia. Hvis man kan forestille sig en kombination af Robert Altmans »The Company« og Roman Polanskis »Chok«, har man en ret klar fornemmelse af denne films struktur.
Man glæder sig over, at den altid gode og alt for lidt kendte Barbara Hershey som Ninas mor har fået en kraftfuld rolle, der matcher Piper Lauries i Brian DePalmas »Carrie«, og som Thomas er den franske stjerne Vincent Cassel forventeligt autoritativ. Men alt i denne film står og falder med Natalie Portman som Nina, og hun yder en superintens kraft- og pragtpræstation, der er vildt imponerende, og er oven i købet også overbevisende, når hun helt oppe på tåspidserne danser ballet.
»Black Swan« er ingen rar film. Men den griber sin tilskuer om struben med et jerngreb og nægter at give slip, indtil biograflærredet til slut bliver sort, og man definitivt skrinlægger alle planer om at stræbe efter perfektion. Det er alt, alt for farligt.
