Dejan Cukic har en plan. Med en hemmelig sponsor i ryggen vil han invitere sin spilleklub til VM i poker i Las Vegas og lade et filmkamera dokumentere det hele. Holdet af hjemmegamblere består nemlig ikke af hvem som helst, men af en samling af landets kendte herrer, der mødes om Cukics spisebord for at spille om skejser. Nu gælder det for skuespilleren om at overtale slænget til at være med.
Sådan er den spinkle handling i første afsnit af TV 2 Zulus nye mandagssatsning, »Pokerfjæs«, der med sin blanding af skin og virkelighed kalder sig en humoristisk doku-comedy. Det er måske uretfærdigt at sige det, inden vi har set særligt meget af noget som helst. Men indtil videre minder »Pokerfjæs« om en mindre vellykket kloning af succesen »Klovn«.
Som i »Klovn« har vi også her at gøre med et drengerøvsunivers - den brovtende pokerklub af brogede kendistyper, som også omfatter Cukics skuespillerkolleger Thomas Bo Larsen og Robert Hansen, Dan Rachlin, Joachim B. Olsen samt pokerhajen Christoffer Egemo og ditto - eksperten Claus Cato Nielsen. Også her er der tale om et parallelkørende drengerøvsunivers af halvgamle gutter, der kæmper for at få lidt friplads til at dyrke drengestreger i smug for de skrappe kællinger. Også her opererer vi i det pirrende spændingsfelt mellem virkelighedens personligheder, der sætter sig selv ind som indsats og optræder under egne velkendte navne, samt den rene iscenesættelse.
Rodet og larmende
Tag nu idémanden Dejan Cukic selv, der brander sig som smart ass med Saturday Night Fever i hofterne og edderspændt charmesmil, der ikke rigtigt når op til øjenene. Tag nu Mads Mikkelsen, som tilsyneladende har haft behov for at distancere sig lidt fra myten Mads Mikkelsen og her figurerer som en lidt pralende friskfyr, beruset af sin egen Hollywood-succes - en Fætter Højben-type, som hovedpersonen Dejan Cukic nok skal komme til at sammenligne sig selv med serien igennem. Til sammenligning med »Klovn« er »Pokerfjæs« bare ikke morsom. Indtil videre.
Dens tilsyneladende hurtigtproducerede improvisationer er rodede og larmende, kameraet primitivt flimrende. Den groftskårne bluff-serie skal godt nok have et par esser oppe i ærmet, hvis den skal blive et fast bekendtskab.
