Poetisk og rå

Nicolas Winding Refn virker i sit es med »Drive«, der i al sin brutale skønhed er noget nær en perfekt kombination af Hollywood genrefilm og europæisk artfilm. Med »Drive« er Refn klar til at erobre verden.

Nicolaj Winding Refn vandt prisen som bedste instruktør i Cannes for »Drive«, og mere passende pris kunne han ikke få. For med »Drive« beviser han for alvor, hvilken både særegen og kompetent instruktør han er. »Drive« er en film, der oser af klassisk Nicolas Winding Refn, og samtidig holder et imponerende internationalt niveau.

 Den navnløse Driver, spillet af Ryan Gosling, er Hollywood stuntmand om dagen og flugtchauffør om natten. Et liv der tilsyneladende passer ham godt. Indtil han møder Irene, der bor alene med sin søn, mens hendes mand er i fængsel, og et næsten ordløst venskab opstår. Da Irenes mand kommer ud af fængslet, beslutter The Driver at hjælpe ham med en gang for alle at komme ud af hans gæld. Men det allersidste kup går selvfølgelig frygteligt galt, og da det går op for The Driver, at Irene og Benicio er i fare, satser han alt hvad han har.

Som en sand virtuos vælter Winding Refn det ene øjeblik eksplosiv vold ud i vores ansigter, for det næste øjeblik at skjule den – bogstaveligt talt – i skyggerne. Det ene øjeblik virker vores helt, chaufføren, som en mand ude af kontakt med sine følelser, ligeglad. Det næste vælter følelserne ud af ham ved bare et enkelt blik på Irene i en elevator. Der er en simultan råhed og nærmest poetisk følsomhed over »Drive«, der er uendeligt fascinerende. Understreget af fantastiske skuespilpræstationer fra Ryan Gosling og Carey Mulligan, der begge er i stand til at holde lange formfuldendte enetaler med bare et enkelt hævet øjenbryn.

Nicolas Winding Refn kender helt tydeligt sin Tarantino. For ikke at tale om resten af Hollywoods filmhistorie. Men Refn er ingen copy-cat. »Drive« er et værk så originalt, at det nærmest sitrer af skaberlyst. Det bliver spændende at følge Nicolas Winding Refns videre karriere.