Poesien i produktionen

Kom med ned i dybet på en stor indisk tekstilfabrik. Der møder vi produktionens monotoni vist frem i smukke billeder.

Debuinstruktøren fra Indien Rahul Jain er amerikanske Michael Moores modstykke. I stedet for at agitere og råbe højt om politiske komplotter og social uretfærdighed nøjes Rahul Jain med at registrere. Først neutralt og objektivt men siden også med få subjektive pointer og hans mål ender i sidste ende med at være det samme som Michael Moores, selv om stilen er en helt anden.

Med et kamera på skulderen bevæger Rahul Jain sammen med en kameramand ind i kringelkrogene på en meget stor tekstilfabrik i en af Indiens fattigste provinser. Så stilfuldt har man faktisk sjældent set en virksomhed filmet før. Vi kommer forbi store klodsede maskiner, hvis digitale tal i de sparsomme displays afslører, at de er fra 1980’erne eller der omkring. Vi dvæler ved arbejdernes ansigter, som de står der og skubber til tøj i store skyllekar med lange stænger lavet af træ. Nogle af dem sover til middag i bunker af kasseret tøj.

Vi befinder os et sted, der ligner noget, vi set med moderne vestlige øjne burde være i 1940’erne eller 1950’erne i forhold til sådan som arbejdet er organiseret og den megen brug af manuel arbejdskraft. Arbejdsdagene er på 12 timer og høreværn og udluftning er en by i Rusland. Først et godt stykke inde i den ellers ret korte film, falder der små interviews af med både arbejderne men også med virksomhedsejeren. Sidstnævnte siger, at arbejderne bliver dovne, hvis først de får så meget i løn, at de kan spare op. Og en flok landarbejdere på gaden er indignerede over de dårlige arbejdsforhold.

Pointerne om, at det da også er for galt med den her gammeldags udgave af kapitalismen, først frem i sidste del af filmen, og det gør dem paradoksalt nok stærkere, end når Michael Moore løfter pegefingeren og blæser den op i storformat. Fordi vi før pointerne selv med egne øjne har fået lov til at se på arbejdsforholdene. På den baggrund synes jeg det er forkert at kalde filmen for en ”industriel musical”, for når alt kommer til alt, er den jo bimlende og bamlende politisk.

Personligt savner jeg med den korte spilletid på kun godt og vel en time en mere konfronterende rammehistorie, hvor fronterne trækkes op og argumenter stilles op overfor hinanden. Hvordan kan virksomhedsejerne forsvare så ringe arbejdsforhold og hvordan vil arbejderne forsøge at skabe bedre vilkår? Men det er bare ikke den film, vi får. Til gengæld får vi maskinernes rumlen, produktionens monotoni men også det smukke ved produkterne at se. Og det er i en film, man kan mærke og føle i kroppen, men som man alligevel undrer sig over balancen i. At sætte den op i en dansk biografsal er samtidig meget modigt tangerende det dumdristige.

Hvad: Maskiner. Hvem: Instruktør: Rahul Jain. Hvor: Premiere i Empire i København og Øst for Paradis i Aarhus.