Poesi i polsk film

Papusza er sigøjnerpigen, der bryder mønsteret og som må betale en høj pris for det. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Sange fra en sigøjner« er noget så sjældent som en polsk film i de danske biografer. Den handler om sigøjnerpigen Papusza, der så gerne vil lære at læse, hvilket hendes tid og hendes omgivelser ikke indbyder til. Det viser sig, at hun har talent for at skrive digte, men senere i livet må hun sande, at »hvis jeg ikke havde lært at læse, havde jeg været lykkelig.«

Vi følger hende med nedslag i 1910, 1971, 1949, 1925, 1952 og 1939 – ikke i kronologisk rækkefølge, men serveret på den måde, søgende og langsomt cirklende ind mod essensen med små fragmenter af dialog og i sort-hvid. Hovedrolleindehaveren spiller diskret, mens det er rækkefølgen af billeder og musikken, som bærer fortællingen. Jeg er ikke vild med det ukronologiske, men forankret i musikken og med en såre sympatisk kerne er der alligevel følelsesmæssig udbetaling i sidst ende. Smalle »Sange fra en sigøjner« sendes ud af et nyt lillebitte distributionsselskab ved navn 41 Shadows. Velkommen i filmklubben.

Hvad: »Sange fra en sigøjner«. Hvem: Instruktør: Joanna Kos-Krauze & Krzysztof Krauze. Medvirkende: Jowita Budnik, Zbigniew Walerýs, Anton Pawlicki. Hvor: Premiere i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Kolding, Holte, Humlebæk, Ishøj, Hillerød og Sorø.