Plat, plattere, plattest

Den får ikke for lidt med svingende dildoer, glødende joints og absurde optrin i »Bad Neighbours«. Fold sammen
Læs mere

Er du i 30erne, småbørnsfar eller -mor, og savner du indimellem at kunne kaste dig ud i din ungdoms (set i retrospekt) vilde og ubekymrede festliv, så er amerikanske Nick Stollers »Bad Neighbours« måske en film for dig. Det er nemlig præcis den situation, Mac og Kelly (Seth Rogen og Rose Byrne) står i. Babyen er yndig, drømmehuset er købt – og så flytter en studenterklub ind i huset ved siden af med alt, hvad det indebærer af vilde fester. Først prøver Mac og Kelly at blive venner med klubbens formand Terry (Zac Efron), men snart udvikler det sig til rendyrket nabokrig mellem ungdommen og de »voksne« – der ikke helt formår at leve op til den betegnelse. Den får ikke for lidt med svingende dildoer, glødende joints og absurde optrin i »Bad Neighbours«, der faktisk er ret sjov, når instruktør og skuespillere glemmer alt om god smag og kaster sig helhjertet ud på plathedens overdrev. Desværre knækker filmen, når Nick Stoller lidt for ofte prøver at give løjerne en seriøs klangbund, som filmen er alt for letbenet til at kunne bære.


 

Hvad: Bad Neighbours. Hvem: Instruktør Nick Stoller. Medvirkende: Seth Rogen, Zac Efron. Hvor: Premiere over hele landet.