Drømme støjer ikke, når de dør. Det er en smuk formulering, men den er ikke altid sand – for eksempel går det langtfra stille for sig, da unge Aichas drøm om at gøre sig gældende som kung fu kæmper tilsyneladende er døende.
Larmen er helt relevant, for 17-årige Aicha tilhører en broget tyrkisk familie i København, og »Fighter« fortæller med hende som sympatisk hovedperson den klassiske historie om konflikten mellem pligt og tilbøjelighed. Aichas forældre vil have hende til at passe gymnasiet, opføre sig pænt og engang blive læge, men selv vil hun meget hellere dyrke sit talent for orientalsk kamsport.
Det tvinges hun til at gøre hemmeligt, og da hun oven i købet bliver ven med den jævnaldrende etniske dansker Emil, er der virkelig lagt op til stor ballade i familien. At den ene af Aichas brødre samtidig bryder sin forlovelse med en tyrkisk kvinde og fylder hendes familie med rasende hævntørst, gør jo ikke ligefrem situationen mindre eksplosiv.
Skønt grundtemaet altså er klassisk, er »Fighter« noget helt nyt, nemlig den første danske kung fu film. Umiddelbart vil man mene, at den genre mestrer vi afgjort ikke her i landet, men instruktøren Natasha Arthy beviser, at det gør vi faktisk – blandt andet fordi hun klogt har allieret sig med så kompetente folk som kineseren Xian Gao, der var med i Ang Lees banebrydende »Tiger på spring, drage i skjul« og oven i købet ligner dens stjerne Chow Yun-Fat ret slående.
Xian Gao spiller lederen af det kung fu institut, hvor Aichel sniger sig til træning, mens hun forsømmer skolen, forråder familien og forelsker sig i Emil – situationen er klart uholdbar, men den rørende skildring af det kejtede forhold mellem et par unge mennesker, der måske er på vej ind i en romance og for generte til at vise det åbenlyst, er til gengæld en af kvaliteterne i »Fighter«.
Som dynamisk dansk film om kampsport er den nyskabende, men forbilleder har den alligevel flere af. Nu og da minder den om Tom Tykwers tyske »Lola«, hist og her om Karyn Kusamas amerikanske »Girlfight«, og allermest ligner den Gurinder Chadhas engelske »Bend It Like Beckham« om pigen, der på grund af sin indiske families konventioner må dyrke sin passion for fodbold i al hemmelighed.
Jeg synes, at »Fighter« er en bedre film end »Bend It Like Beckham«. Den er mindre ivrig efter at behage sit publikum, mere rå og upoleret, ikke så kalkuleret i det romantiske og med en mere realistisk slutning. Desuden er den så sprængfyldt med energi, at den ikke bare lader Aicha og Emil dyrke akrobatisk kung fu, men også sender dem på en parkour-tur hen over byens tage – det er næsten for meget, men flot at se på.
Dog kan det ikke nægtes, at den form for etnisk funderet kultursammenstød, som skildres i »Fighter«, har vi allerede oplevet i en del både danske og udenlandske film. Velkendte klicheer undgås ikke helt i Natasha Arthys værk, men hun har haft så kvalificerede navne som Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg til at hjælpe sig med at skrive et stramt og slagkraftigt manuskript, og takket være Xian Gao fungerer kampscenerne overraskende troværdigt – måske ville de ikke dupere Jackie Chan, men i en dansk sammenhæng fremtræder de vitalt og virilt på grænsen til det virtuose.
En vigtigt kvalitet er det også, at Aicha spilles med køn følsomhed og sårbar målbevidsthed af debutanten Semra Turan, der får kvalificeret modspil af den allerede erfarne Cyron Melville som Emil. Mange tyrkiske navne optræder i de øvrige roller og gør det alle overbevisende, og det er et tiltalende træk ved »Fighter«, at den ikke grebet af politisk korrekthed gør det tyrkiske miljø til lutter eksotisk idyl, men holder fast i en realistisk og nuanceret skildring med implicit kritik af snæversynet intolerance,
Natasha Arthy, der i 2000 debuterede stærkt med »Mirakel« og siden lavede den mere problematiske – men humørfyldte – Dogmefilm »Se til venstre, der er en svensker«, har med »Fighter« skabt en udpræget fysisk film, hvor der hele tiden løbes og kæmpes, og hvor handlinger tæller mere end ord. Det er meget ungdommeligt, meget forfriskende og ikke at forglemme meget underholdende.
