Perspektiv på Rainer Werner Fassbinder

Christian Braad Thomsen har lavet en sober dokumentarfilm om den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinder ud fra fantastiske gamle optagelser.

Rainer Werner Fassbinder til venstre med ven og interviewer Christian Braad Thomsen til højre.
Læs mere
Fold sammen

Den danske filminstruktør, filmanalytiker og professionelle polemiker Christian Braad Thomsen lavede et længere interview med den tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinder på filmfestivalen i Cannes i 1978.

De to havde mødt hinanden adskillige gange gennem årene og var efterhånden blevet venner, men Braad Thomsen fik aldrig brugt materialet, fordi han syntes, at Fassbinder var for træt. I 1982 døde den tyske filminstruktør, og optagelserne lå i gemmerne, indtil Braad Thomsen kiggede på dem igen i 2008.

Mod forventning viste det sig, at Fassbinder, på trods af at han næsten ikke kunne holde øjnene åbne, er lysende klar i analysen af, hvorfor han er den, han er. Og heldigvis besluttede Braad Thomsen at bygge en dokumentarfilm op om samtalerne.

Det er blevet til en time og tre kvarter solid gennemgang af manden og filmene. Med nye interview og ikke mindst adgang til at vise klip fra hans film.

En produktion svarende til 60 spillefilm

Talfakta i Fassbinders liv vidner om et ekstraordinært menneske. Han blev kun 37 år gammel, men stod i løbet af 13 år for en produktion, der svarer til 60 spillefilm, hvoraf noget var lavet i TV-serieform. For eksempel »Berlin Alexanderplatz«.

En af hans kendteste film hedder »Angst æder sjæle op«, men det var nu ikke angsten, der åd Fassbinder, der døde af »en overdosis arbejde«.

Han skrev sine manuskripter selv og spillede også ofte med i sine film, og det krævede sin mand og en pæn dosis kokain mod slutningen af livet. Og så havde han problemer med at sove. Kun ved hjælp af mange sovepiller fik han tre timers søvn hver nat.

Braad Thomsens analyse er kølig og klar og godt hjulpet på vej af Fassbinder selv.

Som filmelsker er man alvorligt glad for, at det gamle materiale bliver brugt, mens det er en smule sværere at vurdere, hvor bred en appel Fassbinder har i dag.

Han er definitivt en månedlang filmserie i Cinemateket værd, men jeg vil også vove den påstand, at de, der gider filmhistorien ud over amerikansk film og brede danske dramaer lavet med livrem og seler, kan få sig mange af deres livs overraskelser i Fassbinders voldsomme værk.

Hvad: »Fassbinder: At elske uden at kræve«.

Hvem: Instruktør: Christian Braad Thomsen. Medvirkende: Rainer Werner Fassbinder, Irm Hermann, Andrea Schober, Lilo Pempeit.

Hvor: Premiere i København, Aarhus, Odense og Aalborg.