Per Fly bag nye afrikanske film

Den danske instruktør har arbejdet for et afrikansk filmcenter, der skal sætte afrikanske fortællinger på film.

Per Fly (foran skiltet) fotograferet ved filmcenteret i Bamako. Fold sammen
Læs mere

Den danske filminstruktør Per Fly har gennem en årrække arbejdet som sponsor for filmcenteret  CNCM i Mali, der efter en periode, hvor borgerkrig satte det i stå, nu er i gang med nye film.

- De fleste afrikanske film er i virkeligheden lavet af folk fra den vestlige verden, eller bliver til i samarbejde med de tidligere kolonimagter. Vores filmcenter er det første i Mali, der producerer film fra idéplanet til de ligger klare i distributionsklare digitale kopier, således at man kan tale om helt igennem malisisk film, siger Per Fly, der selv netop har færdiggjort den svenske film “Monica Z”.

Af samme grund er Per Fly, der i øjeblikket forbereder en film om den danske whistleblower Michael Soussan, med vilje ikke involveret i indholdet af de film, som produceres i Mali. I stedet står han for at opbygge de tekniske faciliteter i Mali.

- Afrika er rig på fortællinger, men de skal fortælles af afrikanere, da de kulturelle referencer ellers forsvinder. Den første film, der blev produceret på centeret, indeholdt eksempelvis en mængde scener der handler om magi, hvilket er en del af hverdagen i Mali, men som europæere som jeg selv har svært ved at forstå, siger Per Fly.

Per Flys filmarbejde i Afrika begyndte i 2008, efter at han havde færdiggjort TV-serien “Forestillinger”. Da hørte han om filmcenteret i Bamako i det sydlige Mali, der blev ledet af den respekterede afrikanske instruktør Cheick Oumar Sissoko, og blev interesseret i at deltage i dets opbygning.

Med støtte fra Danidas Center For Kultur og udvikling, har Per Fly siden været i Mali en halv snes gange for at opbygge og indkøre et såkaldt postproductionsapparat, der kan sørge for blandt andet lydsætning, klipning og effekter.

Mali har i de senere år været plaget af flere sideløbende konflikter, mellem landets tuareger og landets øvrige befolking, og mellem landets hær og Gaddafis exsoldater og Al Qaida, der skjuler sig i de nordlige ørkenområder.

Ikke desto mindre er det lykkedes at holde filmproduktionen i gang trods de svære odds.

- Hver gang jeg har besøgt centeret, har det opnået mere end jeg havde regnet med,” siger Per Fly.Per Flys film "Monica Z” handler om den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund, og har dansk premiere 20 marts 2014.