Pengenes magt og afmagt

Russiske Andrey Zvyagintsev fik sit helt store gennembrud med den stemningsfuldt langsommelige art-house fabel »The Return«. Også i »Elena« fortæller han så langsomt, at vægge og tomhed begynder at fortælle hele historier, men her ophører ligheden også.

»Elena« er lige dele social kritik og amoralsk drama med et bittert glimt i øjet. Elena bor sammen med sin rige mand, Vladimir, der behandler hende som en glorificeret husholderske. Hendes trætte blik lyser kun op, når hun er sammen med sin socialt belastede søn og hans ditto familie.

Hun drømmer om at kunne finansiere barnebarnets universitetsuddannelse, men får et rungende nej fra Vladimir. Da han ydermere proklamerer, at han vil testamentere sin formue til sin gnavne og egocentrerede datter, får Elena nok og tager sagen i egen hånd. »Elena« er en sær og særlig fortælling. Fuld af underspillede pointer og med en moral, der er så anløben, at man på samme tid fascineres og frastødes. Bag den åbenlyse historie gemmer sig en kritik af det russiske samfund, repræsenteret ved patriarken Vladimir (Putin), der kun er gavmild over for sine egne.