Penge får som bekendt verden til at dreje rundt, men de er et kedeligt emne for konversation. Og for en film, hvis de får lov til at fylde for meget.
Det gør de desværre i Oliver Stones opfølger til nyklassikeren »Wall Street« fra 1987. At se den nye film er som at have en længere samtale med sin bankrådgiver, og med al respekt for sådanne rådgivere er det jo ikke dem, som man allerhelst opsøger, hvis man gerne vil underholdes. Ligesom man ikke læser børsnoteringerne for at få sig en sund latter.
Vi skynder os at tilføje, at »Wall Street: Money Never Sleeps« bestemt har kvaliteter og på ingen måde kan kaldes mislykket. Men i mange og lange passager er dialogen så spækket med fagsprog fra finansverdenen, at personerne hørt med meningmands ører lige så godt kunne have talt etruskisk, og det bliver trættende at lytte til. Især fordi filmen helt afgjort er alt for lang.
TV: Se anmeldelse og klip fra filmen her
Udgangspunktet er, at den legendariske børshaj Gordon Gekko løslades efter at have afsonet otte års fængselsstraf for finansiel kriminalitet. Det sker i 2001, men fluks hopper vi frem til 2008, hvor den både ambitiøse og sympatiske unge børsmægler Jacob Moore er historiens hovedperson og sørme viser sig at være kæreste med Gekkos datter, der dog helt har slået hånden af sin far.
Herfra begiver handlingen sig ind i en labyrint af økonomiske transaktioner, der styres dels af pengebegær, dels af hævngerrighed, idet finansfolkene i New York er helt hensynsløse, når det gælder om at skade konkurrenter. Dette beskidte spil må Jacob deltage i, selv om han helst vil holde sin sti ren, og i kulissen lurer Gordon Gekko, der engang blev berømt for at sige, at grådighed er godt. Nu siger han, at »roden til alt ondt er spekulation«, men hvem tør tro på denne beregnende bandits oprigtighed?
En kantet klump
I sine pengefikserede passager kan filmen ligne »American Psycho« renset for blodsudgydelser, men der er også scener, som fungerer fint, for eksempel en intim samtale mellem Gekko og datteren Winnie på trappen uden for The Metropolitan Museum. Og det er typisk for denne ujævne film, at Oliver Stone har instrueret med masser af medrivende visuel power, men ikke kan nære sig for at overbrodere med billige tricks som fast-motion. Begrænsningens kunst dyrkes ikke her.
TV: Se traileren her
Michael Douglas er selvfølgelig igen den karismatiske bondefanger Gekko, denne gang over for den glimrende Shia LaBeouf som Jacob, og en afgørende kvalitet i filmen skabes af de mange eminente skuespillere omkring dem - spændende fra den 84-årige Eli Wallach til det unge talent Carey Mulligan, der fik sit gennembrud i Lone Scherfigs »An Education« og nu repræsenterer humanistisk idealisme som Winnie med det vindende væsen.
Det er umuligt at drage en éntydig konklusion om denne kantede klump af en film, for den er stor og flot og dynamisk på Hollywood-facon og samtidig lumsk kedelig en del af tiden. Penge sover aldrig, men publikum er stundom lige ved at gøre det.
