Paul Thomas Anderson møder muren i sin nye film

Thomas Pynchons romaner går for at være umulige at filmatisere. Sådan er det stadig efter Paul Thomas Andersons melankolske, rugende og kedelige filmatisering af »Inherent Vice«.

Katherine Waterston og Joaquin Phoenix i den stemningsfyldte, men tomme »Inherent Vice« baseret på en roman af forfatteren Thomas Pynchon. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Doc Sportello er privatdetektiv, og han opererer i Los Angeles og omegn i begyndelsen af 1970erne. Med sin stråhat og brede bakkenbarter ligner Sportello (Joaquin Phoenix) en let buttet udgave af musikeren Neil Young fra samme periode.

En dag dukker en gammel kæreste op. Hun beder Sportello om hjælp, da hun gennem sit hemmelige forhold til en millionær (Erik Roberts) har fået færten af, at nogen vil skaffe ham af vejen.

I sneglefart begynder Sportello at spørge for sig, men uanset, hvor meget han spørger, dukker der hele tiden nye spørgsmål og nye navne op. Det er frustrerende for Sportello og samtidig for os, der ellers meget gerne vil dykke ned i det spændende tidsbillede med den dygtige skuespiller.

Til at begynde med nikker man anerkendende til et bredspektret og afdæmpet forsøg på at gengive den lettere desillusionerede stemning i efterbrænderen af hippie-tiden.

Man tror på Phoenix’ tilstedeværelse, og man bifalder let syrlige indfald og anslag til røgtågede tømmermændsgrin, men efterhånden som det begynder at knibe med at holde styr på navne og en syret kædedans af mistanker, siver meningen og livet ud af »Inherent Vice«.

Man skal med andre ord holde hovedet så koldt i et forsøg på at bevare overblikket, at man i resten af kroppen får stadigt sværere ved at mærke varmen i tidsbilledet og karaktererne.

I første time blev jeg mindet om Roman Polanskis »Chinatown« fra 1974.

En kompliceret og lettere uigennemskuelig film om en privatdetektiv i Los Angeles i 1930erne, som man elsker for dens kompleksitet, fordi man føler for karaktererne, og fordi den er skrevet til filmlærredet og har den spænding, en film kræver for at leve på lærredet. I de næste halvanden time lignede filmen mere fortsættelsen »Two Jakes«. Tung, desorienterende og ligegyldig.

I »Inherent Vice« kappes replikker og fortællerstemme om at formidle den charme, som Pynchons univers sikkert har i bogform, men den forvildede ordgalop lammer os mere, end den skaber interesse for, hvad der videre skal ske.

1970erne byder på masser af fantastiske film med konspirationsteorier og ægte paranoia med rødder i samtiden. Samme kvaliteter har »Inherent Vice« slet ikke. Den minder mere om en malplaceret pastiche på film fra dengang.

Mod slutningen bliver Sportello spurgt: »Hvor har du været henne?« Han svarer: »Ikke et sted jeg kan anbefale«.

Samme ord kan man bruge om filmen »Inherent Vice«. Selv om P. T. Andersons film er nomineret til to Oscars, har der generelt været langt mellem priserne i forhold til hans sædvanlige standard med film som »Magnolia«, »Boogie Nights« og »There Will be Blood«.

En enkelt pris falder dog i øjnene. Det var den, som foreningen af kvindelige amerikanske filmjournalister har uddelt. For »Filmen du gerne ville elske, men bare ikke kunne«.

Sådan havde jeg det meget præcist efter to og en halv time i biografen med Paul Thomas Andersens mindst gode film ud af indtil videre syv.

Hvad: »Inherent Vice«.

Hvem: Instruktør: Paul Thomas Anderson. Medvirkende: Joaquin Phoenix, Josh Brolin, Owen Wilson, Reese Witherspoon, Benicio Del Toro.

Hvor: Premiere over hele landet.