Den franske billedhugger Auguste Rodin er kendt for sin kompromisløse jagt på sandheden i leret, for sine figurer og skulpturer, der lever og ånder i rå kanter og sensuelle former, der på ingen måder higer efter glatheden og perfektionismen i tidens marmor og Beaux Arts. At lave en film om ham der er så kedelig, glatpoleret, konventionel og intetsigende som Jacques Doillons »Rodin«, er derfor på kanten af en fornærmelse.
Angiveligt blev Doillon hyret til at lave en dokumentarfilm om Rodin op til 100-året for dennes død 17. november. Han blev dog så optaget af manden, at han besluttede i stedet at lave en spillefilm. Det forklarer til dels (men undskylder på ingen måde), at filmen mest af alt føles som et uinspireret aftenskolekursus i de klassiske kunstnere: »Denne gang er vi nået til Rodin«.
Vincent Lindon har ellers den perfekte fysik til rollen: bredskuldret, uimodsigeligt maskulin, rugende. Desværre er det også de tre strenge han spiller på filmen igennem. Hans Rodin taler (stift) om sin kunst, kæmper med og mod leret, skælder, smælder og knalder sine modeller, når han da ikke hænger ud med Monet og Cézanne i en række aldeles ligegyldige name-dropping-sekvenser eller navigerer sin private kærlighedstrekant mellem assistenten (og kunstneren) Camille Claudel og hans mangeårige livsledsager Rose. Der bliver undervejs talt en masse om passion – vi mærker den bare aldrig. Eneste følelse i filmen, der ikke virker som et postulat, er det strejf af pinsen man som træt tilskuer læser ind i ansigterne hos skuespillerne, der har fået den urimelige (og håbløse) opgave at puste liv i replikker så klodsede som her.
»Rodin«
Instruktør Jacqques Doillon. Medvirkende: Vincent Lindon, Izia Higelin
