Pas på, pirater!

Det er lykkedes den norske instruktørduo bag den nye Pirates of the Caribbean-film, Salazar’s Revenge, at skabe noget, der føles nyt og frisk.

Johnny Depp er tilbage som den nu om muligt endnu mere alkoholiserede piratkaptajn Jack Sparrow. Fold sammen
Læs mere

Fat romflasken, sæt 3D-brillerne godt fast på næsen og gør dig klar til at tage med på eventyr. »Pirates of the Caribbean« er tilbage i en femte film med undertitlen »Salazar’s Revenge«, der måske nok ikke stikker så forfærdeligt dybt i vandet, og stritter i flere retninger end en kæmpeblækspruttes arme, men til gengæld holder en støt kurs gennem en verden af kulørte og underholdende søfarer-skrøner.

I filmens prolog introduceres Will Turners søn Henry, der drager ud på de oprørte vande for at redde sin far, der er fanget på Den flyvende hollænder. Kun for at erfare, at kun Poseidons sagnomspundne trefork har kraften til at løfte alle verdenshavenes forbandelser  og bringe Will tilbage til Henry.
Hop til ti år senere, hvor Henry er blevet voksen, velbevandret i havenes mysterier og besat af tanken om, at den eneste der kan finde treforken, er den efterhånden dybt alkoholiserede Kaptajn Jack Sparrow, der selv har brug for det mytologiske våben for at genvinde tidligere tiders status som verdenshavenes hersker, før han bliver indhentet af genfærdet af Kaptajn Salazar, som en ung Jack Sparrow for mange år siden forbandede til et liv som genfærd i al evighed.

Den umage duo – der ikke kan undgå at lede tankerne hen på det modvillige makkerskab mellem Kaptajn Jack og den unge Will Turner i den allerførste film »Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl« – får følgeskab af den unge astronom Carina Smyth, der er på flugt fra en dødsdom for hekseri – og på jagt efter den far, hun aldrig har kendt.

Blockbuster-debut med bravour

Henry og Carina, spillet af Brenton Twaites og Kaya Scodelario, tilfører tiltrængt nyt blod til sagaen. Men også bag kameraet er der blevet tilkaldt friske kræfter i form af den norske instruktørduo Espen Sandberg og Joachim Rønning (»Kon-Tiki«). Og de klarer deres Blockbuster-debut med bravour. Det lykkes dem nemlig på samme tid at følge op på arven fra de fire første »Pirates of the Caribbean«-film og at skabe noget, der føles nyt og frisk. Faktisk lidt som en ny start for serien, som vi nok ikke har set det sidste til.
Man får en følelse af, at de to instruktører har haft det sjovt undervejs.

Til tider er det lige før man kan se to små drenge, der sidder og leger med deres Lego-piratskib. Og det er i den grad ment som en kompliment. Følelsen af leg og eventyr gennemtrænger nemlig hele fortællingen, der er lige så kaotisk og mangestrenget som de forrige film, men også bundet sammen af en følelsesmæssig tråd, holdt af den unge Henry.

For det kan godt være, at Jack Sparrow har hårdt brug for at finde Poseidons trefork for at overleve Kaptajn Salazars temmelig fokuserede hævntogt, men det er Henrys kamp for at redde sin far, vi for alvor hepper på.

Sparrow mere håbløs end nogensinde

Johnny Depp fortsætter, hvor han slap som Kaptajn Jack Sparrow, der er om muligt endnu mere håbløs i denne film. Han står til gengæld ansigt til ansigt med en af seriens bedste skurke, det pirathadende genfærd Salazar, spillet med fyrig energi af spanske Javier Bardem, der efterhånden har gjort dårligt hår og onde skurke til lidt af en specialitet.

Det er en fornøjelse at se ham spy forbandelser, så sort blod står ham om det, der engang var en mund. Når han altså ikke i stedet vælger at slippe genfærdshajer løs på sine ofre. En effekt, der gør sig særligt godt i 3D. Ligesom hele filmen i øvrigt.

Når man nu skal tage på rutsjebanetur på de vilde vover, kan man lige så godt få håret vådt undervejs.

Instruktør: Espen Sandberg og Joachim Rønning. Medvirkende: Johnny Depp, Javier Bardem.