Pas på hvem du kysser

Den danske dokumentarist Lise Birk Pedersen leverer med den uhyggeligt aktuelle »Putins kys« et på samme tid skræmmende og dybt fascinerende indblik i et stykke russisk samtidshistorie.

»Putins kys«, der er udvalgt til deltagelse i Sundance Filmfestivalen, som starter i morgen, er et sjældent indblik i russisk politik under Putin. Men forvent ikke en nøje gennemgang af Putins politiske program. »Putins kys« handler om ideologi, tilhørsforhold og had mod anderledes tænkende. Og så handler den først og fremmest om den første post-sovjetiske generation, der er vokset op i et land i forfald og har set Putin som helten, der fik landet, i hvert fald delvist, på fode igen.

En af de unge er Masha, der som mange af sine jævnaldrende er vild med Putin, og derfor melder sig ind i den Putin-hyldende ungdomsbevægelse Nashi og hurtigt bliver udnævnt til talskvinde. Men bag Nashis pæne overflade med fredelige demonstrationer og hyggelige sommerlejre, ulmer et intenst had til alle anderledes tænkende. Og især dem, der måtte formaste sig til at tale negativt om Putin - og dem bliver der flere og flere af, i takt med at lederens fernis falmer. Grove, men også groteskt infantile, provokationer, gør det umuligt for de stridende parter at indgå i en konstruktiv dialog. Og som tiden går, fremstår Nashis synspunkter mere og mere foruroligende - og Masha i stigende grad som en marionetdukke, der fremfører gruppens sag, uden selv at stå inde for ordene. Indtil en voldsom begivenhed tvinger hendes til at tage stilling.

Portrættet af Nashi, og dens tilhængere, er mildest talt skræmmende. Deres metoder bringer ubehagelige minder om Hitlerjugend - som de da også er blevet sammenlignet med. Og Lise Birk Pedersen understreger uhyggen ved at fortælle historien, som var det et afsnit af et »crime scene« show. Komplet med cliff-hangere. Det er effektivt, men indimellem også næsten for meget, for stoffet, der er indsamlet over fire år, er skræmmende nok i sig selv. Et uhyggeligt indblik i en verden, der ellers er skjult for de fleste.