Pas på: Game of Thrones knuser dit hjerte

Stærke følelser, store afsløringer og eminent instruktion gør femte afsnit af »Game of Thrones« til denne sæsons højdepunkt. (Advarsel: Plot spoilers)

Sansa Stark (Sophie Turner) har været en af de største oplevelser i denne sæson. Her genforenes hun med Peter »Littlefinger« Baelish (Aidan Gillen) i det fantastiske femte afsnit. Foto: PR/HBO Fold sammen
Læs mere

Hold lige døren, mand! Dét var et vildt, tankevækkende og hjerteknusende afsnit.

Et af dem, hvor en stærk instruktør (»Lost«-veteranen Jack Bender) styrede slagets gang i en grad, så pulsen aldrig lagde sig.

Tag bare kampen for at blive konge på The Iron Isles, hvor danske Pilou Asbæk for alvor trådte ind på den internationale seriescene med sin fremragende portrættering af den psykopatiske piratkonge Euron Greyjoy. Det bliver spændende at se, om det lykkes ham at levere både flåde og lem til dragedronningen Daenerys Targaryen, som han udbasunerede det i midten af dette afsnit.

Som seer kunne man sagtens have levet med denne velinstruerede passage som højdepunktet. Selv på det grundlag havde det været stærke 50 minutter. Men dette var et af de sjældne afsnit, der blev ved og ved med at bygge på, til vi nåede endnu et forrygende og sørgmodigt klimaks.

Gennem flashbacks blev afgørende elementer om Westeros’ historie fortalt. Blandt andet hørte vi, hvorfor de såkaldte hvide vandrere truer med at udslette menneskeheden. Kun få havde formentlig regnet med, at det var de små, spirituelle børn af skoven, der skabte zombierne for tusindvis af år siden for at have et våben mod menneskene. For at sikre deres egen overlevelse.

Mening med galskaben

Men femte afsnit sluttede ikke her.

Egentlig ville de fleste have taget til takke med afskeden mellem Daenerys og Jorah Mormont som emotionelt højdepunkt, men seriernes skabere slap aldrig speederen, og vi fik et afsluttende slag, hvor vi mistede ikke blot ulven Summer men også en af seriens mest elskede bifigurer.

Konklusionen på Hodors heltemodige historie er ifølge denne anmelder et af de bedste og mest overraskende plot-tvist, TV-serien – og ikke mindst forlæggets forfatter, George R.R. Martin – har leveret til dato. Tænk engang, at der var en mening med galskaben lige fra starten. Hodor. Hodor. Hold the door!

»Game of Thrones« byder i denne sjette sæson på TV-drama i verdensklasse. Tidsparadokser passer bedre ind i plottet og mytologien, end man lige skulle tro, og udvider mulighederne for Bran Stark i det store hele. Fornemmelsen af, at vi her halvvejs i sjette sæson bevæger os mod slutningen, øger spændingsniveauet. Jon Snow og Sansa Stark rejser nu de nordlige egne af Westeros tynde for at finde allierede. Daenerys har samlet sin hær af krigere, og dragernes flammende temperament synes tæmmet og kampklart. De hvide vandrere forekommer stærkere end nogensinde og udgør en uforudsigelig fjende forud for det endelig slag.

Denne krigsdans mellem is og ild bliver både storslået og grufuld. Men indtil videre handler det om at nyde rejsen dertil, og kan sjette sæson holde niveauet, kommer ventetiden mellem de enkelte afsnit de kommende fem uger til at føles dræbende langsom.

Hvad: Game of Thrones. Sjette sæson, femte afsnit: »The Door«. Hvor: HBO Nordic eller CMore.