På et spor af paranoia

Shampoo, der siver ind i hjernen og gør det muligt for nogle mystiske bagmænd at tale direkte til en. Europa, der er forbundet af et tæt metro-netværk og en verden, hvor alt foregår under jorden og ikke længere oppe, for dér ligger alt hærget og gråt.

Foto: Scanpix

Og en hovedperson, Roger (stemme af Vincent Gallo), der roder sig ud i vilde konspirationsmysterier ved at følge efter sin drømmekvinde, Nina (Juliette Lewis). Det er det trøstesløse og paranoide univers i »Metropia«, der er en svensk animationsfilm, lavet ved en avanceret animations cut-out-teknik, hvor op til firs lag ligger ovenpå hinanden. Bag den er et af Sveriges store, nye talenter, Tarik Saleh, der efter at have været graffitimaler og en succesfuld dokumentarist også står bag animationsfirmaet Atmo Animation. Og der er ingen tvivl om, at han har skabt et særegent og moderne visuelt udtryk i »Metropia«, som er fascinerende at betragte. Og at Saleh bestemt lykkes med at skabe en klaustrofobisk kafkask stemning af, at der altid er nogle ude efter en, og man aldrig ved, hvem man kan stole på. Selve historien løber desværre bare tør halvvejs og bliver både langtrukken og monotont søvndyssende. Men er man en teknik- eller animationsnørd er »Metropia« klart værd at se.