Kan man sætte ord på, hvad tortur gør ved et menneske? Næppe. Og lave en hel film om det er ikke nemmere. Alligevel har den spanske instruktør Isabel Coixet, der tidligere har lavet den meget fine film »My Life without Me«, modigt kastet sig ud i det inspireret af danske Inge Genefke som ambassadør for Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, kortvarigt spillet af Julie Christie.
Filmen følger den indadvendte og neurotiske Hanna - suverænt, stærkt og skrøbeligt spillet af den canadiske Sarah Polley - der arbejder på en emballagefabrik. Til trods for sin alder og sit tiltrækkende udseende fornemmer man en knækket sjæl, der er holdt op med at tro på, at tilværelsen har mere godt i vente. Da hun på et tidspunkt bliver tvunget til at holde ferie af sin arbejdsplads, tager hun til en lille kystby, hvor hun tilfældigvis får et job som sygeplejerske for en forbrændt medarbejder på en boreplatform. I sin daglige pleje af den midlertidig blinde, men særdeles talende Josef, spillet af Tim Robbins, opstår der en åbenhed imellem de to, der udmunder i stærkere følelser. Men spørgsmålet er, om Hanna tør have tillid til et andet menneske igen, og om kærlighed virkelig kan overvinde alt.
Kernen i filmen er at vise, hvordan torturofre overhovedet lever videre efter de mest rædselsvækkende erfaringer, men filmen pensler den ikke ud. I stedet hænger temaet som en tavs, men konstant tilstedeværende skygge over det hele. Ikke sat på ord, bortset fra én scene, men vist ved den forsigtighed, Hanna kun tør føle med.
Filmens poetisk filmet tableauer danner en fascinerende monoton baggrund og er med at gøre »The Secret Life of Words« til en smuk og stilfærdig film, der vokser ved sin diskrete omgang med sit tema.
