Omsider rammer USAs sjoveste film danske biografer

Man griner som ind i Helvede til »This is the End«, selv om Jorden går under. Desværre får mærkevareproducenterne for meget plads.

James Franco, Jonah Hill, Craig Robinson, Seth Rogen, Jay Baruchel og Danny McBride spiller sig selv i komediekatastrofefilmen »This is the End«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Fanboys på nettet og en enkelt ihærdig biografkæde ved navn CinemaxX har kæmpet i månedsvis for at få filmdistributøren UIP til at sende »This is the End« ud i de danske biografer.

Filmdistributørens defensive holdning til sin egen film er højst besynderlig, for der er tale om en af de absolut morsomste amerikanske komedier i år. Mystikken breder sig, når UIP i samme periode har tilladt sig at belemre hele landet med den aldeles umorsomme »Drengerøve 2«.

Seth Rogen har både instrueret og skrevet »This is the End« (sammen med Evan Goldberg), og han spiller også hovedrollen. Som en udgave af sig selv.

Det samme gør andre navne som James Franco, Jason Hill, Danny McBride, Craig Robinson og Jay Baruchel. Stjernerne spiller mulige udgaver af sig selv eller overdrivelser af deres offentlige image, ligesom Casper Christensen og Frank Hvam gør i »Klovn«.

Baruchel hader Los Angeles, og han ankommer modstræbende til byen, hvor Rogen bor, og de tager til fest hos James Franco.Her vrimler det med coke og kendisser i morsomme og pinlige situationer, men ret hurtigt viser det sig, at »This is the End« er en slags mash-up mellem komedien og katastrofefilmen i stil med »Shaun of the Dead«, som var en blanding af komedie og zombiefilm. Ideen lyder langt ringere på papiret, end Seth Rogen og hans venners meget morsomme og anarkistiske eksekvering.

Mod til at tage pis på sige selv

Vennerne i filmen er venner i virkeligheden, og replikkerne er skrevet på metermål til lige netop hver enkelt karakter. Det fører til flere omgange forrygende pingpong tilsat den ekstra energi, som skuespillere, der improviserer meget, kan give.

Improvisationer, der langtfra viser noget flatterende billede af de forskellige stjerner. De har med andre ord mod på at tage pis på sig selv. Og det kan man i høj grad også rose en hel stribe Hollywood-kendte med syrede småroller for. Michael Cera, Jason Segel, Emma Watson, Rihanna, Christopher Mintz-Plasse og Channing Tatum, for blot at nævne nogle.

Normalt klukler jeg, når jeg ser komedier, og det er jeg godt tilfreds med, men »This is the End« byder på en lang stribe groteske scener, der får en til at grine højt. Øjet for genreparodien er sikkert, og evnen til at skrive morsomme replikker er uovertruffen.

På trods af alle de mange grin, er der dog også indvendinger. For eksempel er filmen læsset til med lige lovlig meget product placement. Det er jo enhver mærkevarefabrikants våde drøm at få sit produkt til at indgå i en films handling, frem for at det bare figurerer i filmen, og det sker alt for ofte her. Selv om der gøres grin med produkterne, får de for pæne placeringer, og så går filmen tilmed en smule over gevind i sine bestræbelser på at portrættere dommedag til sidst.

Men når man tænker på, hvor svært det er at lykkes i genren, kan man dog bære over med meget. Alene de respektive topkomikeres fanbaser lagt sammen burde give publikumsgrundlag nok til at sende filmen ud i biografer over hele landet, og selv om det er dommedag med drengerøvene, er min vurdering, at pigerne sagtens kan grine med, hvis drenge kan grine ad »Brudepiger«.

Men desværre foreløbig kun i København, Aarhus og Odense.

Hvad: »This is the End«.
Hvem: Instruktør: Seth Rogen & Evan Goldberg. Medvirkende: James Franco, Jonah Hill, Seth Rogen, Jay Baruchel, Craig Robinson.

Hvor: Premiere i CinemaxX i København, Aarhus og Odense.