HBO-serien »The Newsroom«, der fra i aften vises på det nye DR2, passer på mange måder godt til »Kanal Klog«: Begavet, vittig og intellektuel strømlinet, men også bedrevidende og lidt irriterende.
Serien, som i USA styrer mod anden sæson, er skabt af Aaron Sorkin, der har skrevet film som »The Social Network«, »Charlie Wilson’s War« og »Moneyball«, og som også er manden bag TV-serien »Præsidentens mænd« (»The West Wing«), der har mange lighedspunkter med »The Newsroom«.
Sorkins kendetræk er det firskårne og idealistiske persongalleri, den rappe dialog og mange referencer til virkelige begivenheder, politik og populærkultur pakket ind i en hurtigt klippet og lækkert monteret produktion.
Vi så det i »Præsidentens mænd« om den demokratiske præsident Bartlett og hans følge af rådgivere. Og vi ser det i »The Newsroom«, hvor Det Hvide Hus er skiftet ud med en stor TV-station, og Bartlet med den republikanske nyhedsvært Will McAvoy, der er blevet så træt af den drejning, de amerikanske medier og politik har taget, at han beslutter sig for at give fanden i seertal og lave nyhederne på sin måde. Det betyder fokus på de væsentlige historier, på faktatjek og reel politisk debat, ikke på sensationalistiske sladderhistorier og mudderkastning fra strømlinede talspersoner med præ-fabrikerede udtalelser. Sammen med eks-kæresten og produceren MacKenzie og et hold af unge, dedikerede TV-folk tager han – bakket op af sin chef, den alkoholiserede Charlie Skinner (en suveræn Sam Waterston) – kampen op.
Igennem en velspillende og ganske troværdig Jeff Daniels bliver Will McAwoy et redskab for Sorkins krasse og vedholdende kritik af TV-stationer som Fox News og den højreorienterede Tea Party-bevægelse. Hans mission er at udstille hykleriet og tomheden i moderne amerikansk TV og politik; at bringe os tilbage til et punkt, hvor reel politisk debat og en egentlig fjerde statsmagt er fundamenterne for et velfungerende demokrati.
På sæt og vis er »The Newsroom« enhver østkyst-demokrats våde drøm, og selvom det kan være ensidigt og missionerende, fungerer det i momenter sublimt, når Sorkin lader konkrete begivenheder som attentatet på Gabriel Giffords, drabet på Osama Bin Laden og Det Arabiske Forår blande sig med handlingen i det fiktive nyhedsrum.
Til gengæld er de interne romantiske forviklinger mellem seriens personer, som er en del af handlingens fyld, på niveau med en standard romantisk komedie. Ikke mindst de kvindelige figurer i »The Newsroom« synes så splittede imellem på den ene side at være dygtige karrierekvinder og på den anden side skingre, firvirrede hysterikere med et romantisk tankesæt på teenageniveau, at den tiltænkte sit com-komik falder noget til jorden, og utroværdigheden lurer.
Som serien skrider frem får Sorkin dog mere styr på løjerne, og så længe man bevarer sin kritiske sans er »The Newsroom« et godt bud på mandagsunderholdning for alle med interesse i amerikansk politik og TV.
