Ørnen er landet – i biograferne

Lige lovlig enfoldig feel good-komedie om OL-skihopperen Eddie the Eagle rammer plet i det lange løb. Eller burde man sige med sit korte hop?

Hugh Jackman spiller Eddie »The Eagle«s fordrukne coach i feel good-filmen om den britisk OL-fantast. Foto fra filmen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved Vinter-OL i Calgary i Canada i 1988 skete der noget ganske særligt. Manden, som hele verden og medierne jublede over, var en britisk skihopper, der ganske vist slog britisk rekord med et skihop på 60,5 meter, men som endte som nummer absolut sidst i konkurrencen. Alligevel var det ham, der løb med opmærksomheden, da han jublede mere over sin britiske rekord end finske Matti Nykanen over sit guld.

Navnet var Michael »Eddie« Edwards – også kaldet Eddie »The Eagle«. Stålsat i sin drøm om at komme til OL. Var han en frygtløs og dagdrømmende fantast eller en mand, der rent faktisk blot illustrerede baron de Coubertins berømte ord om, at det er vigtigere at være med end at vinde?

Det må vi hver især bedømme alt efter temperament, men jeg synes, han var et forfriskende indslag i en ofte ret steril og kold konkurrenceverden, hvor alt tages så dødsensalvorligt i jagten på guldet. Eddie »The Eagle« illustrerede jo også noget, der er endnu vigtigere end at vinde over andre. Nemlig at vinde over sig selv og hele tiden rykke sine egne grænser.

Historien om den kiksede særlings kamp mod grinende konkurrenter – der er nordmænd i filmen – og kampen mod den britiske OL-organisation er således oplagt foder til en film a la den, vi engang har set om det jamaicanske bobslædelandshold, eller som man kunne forestille sig lavet den om et dansk hold i skiskydning. De første scener i filmen gør en bekymret, fordi filmmagerne vælger komedien frem for dramaet.

Den slags behøver bestemt ikke betyde fiasko, men her anvendes de billigste slapstick-metoder. Hvor mange gange skal Eddie falde over sine egne ben, og hvor mange gange skal han knække sine briller, før vi har forstået budskabet? For mange efter min smag. Og der er slet ingen nuancer i den støttende mor og den afvisende far.

Klods Hans på ski

Men hænge på, det gør vi, og så sker det mirakuløse, at de gode skuespillere tager over.

I virkelighedens verden kæmpede Eddie sig op med forskellige trænere, men i filmens konstruktion er både skepsis og støtte samlet i én person. Hugh Jackmans Bronson Peary, der er tidligere genial skihopper, som dog blev hældt ud af det amerikanske landshold, da han var lidt for smart og egensindig. Nu reparerer han skipister og drikker igennem. I den rolle er Hugh Jackman en fornøjelse, mens Taron Egerton også gør det godt som Eddie. Klods Hans på ski, som de fleste vil overgive sig til.

Det er tykt, når Frankie Goes to Hollywoods »Two Tribes« med teksten »When Two Tribes Go To War« buldrer i biografen, mens Eddie for første gang hopper fra en af de lidt større bakker, men det virker.

Drømmen er simpelthen så tosset og umulig, at feel good-momenterne får en bedre og bedre klang, efterhånden som vi nærmer os klimaks, og man skulle være en sur sortseer eller en svært bedrevidende intellektuel, hvis man ikke føler for filmen. Den har også det i denne tid meget forsonende træk, at den kan samle hele familien i biografen uden at gøre brug af en eneste superhelt. Med mindre man da definerer Eddie the Eagles betydelige fantastgen som en superevne.

Hvad: Eddie the Eagle. Hvem: Instruktør: Dexter Fletcher. Medvirkende: Taron Egerton, Hugh Jackman. Hvor: Premiere over hele landet.