Ny Tom Hanks-film: Havsnød uden helte

Paul Greengrass har med »Captain Philips« begået en film, der er lang, men også både spændende og tankevækkende – fortalt i hans efterhånden karakteristiske dynamisk-realistiske stil.

Paul Greengrass kombinerer sin erfaring fra både håndholdte dokumentarfilm og Hollywood-thrillers som »Bourne«-filmene i »Captain Phillips«, der har en velspillende Tom Hanks i hovedrollen som kapret kaptajn. Foto: UIP Fold sammen
Læs mere

I 2009 blev et amerikansk fragtskib, som det første i 200 år, erobret af pirater ud for Somalias kyst. I spidsen for besætningen stod kaptajn Richard Philips, hvis bog om begiven­heden filmen »Captain Phillips« er baseret på.

Det, der skulle have lignet en rutinetur, bliver forvandlet til et drama, da skibet »Maersk Alabama« bliver kapret af pirater ud for Somalia. Kaptajn Philips og hans besætning, der er trænet i, at det kan ske, forsøger først at forhindre de kun fire bevæbnede kaprere i at komme om bord, men da det mislykkes, indledes en kamp – ikke så meget på våben som på viljer mellem kaptajnen på fragtskibet og den mere og mere desperate somaliske piratkaptajn, Muse, der ikke kan vende tilbage til sin chef uden resultater.

Lad os tage kritikken først – der er nemlig kun et alvorligt ankepunkt; »Captain Phillips« er, med en spilletid på 134 minutter, alt for lang med for mange gentagelser af pointer, der allerede er slået fast. Der kunne sagtens være skåret op mod en halv time fra, uden at det havde gjort filmen dårligere.

Uskyldigt offer

Når det er sagt, er der dog kun ros til instruktøren, Paul Greengrass, og ikke mindst hans hovedrolleindehavere. Det lykkes at fortælle en historie uden åbenlyse skurke og helte. Kaptajnen er måske nok et uskyldigt offer, men bag ham står et umenneskeligt maskineri, der ikke tænker i mennesker og helheder, men kun i kroner og ører i mødet med kaprerne, der måske nok er forbryderne her, men også mennesker som, tvunget af fattigdom, har truffet ekstreme valg. Kaprernes kaptajn, Muse, fornemt spillet af debuterende Barkhad Abdi, er en intelligent mand, der født i en anden verden kunne være skabt til et bedre liv, der ikke handler om vold og trusler. Det er i høj grad det menneskelige aspekt, der for alvor får »Captain Phillips« til at fungere.

Paul Greengrass, der har en baggrund inden for dokumentarfilmen, fortæller med tilstræbt realisme og uden unødvendig sentimentalitet – lidt af en sjældenhed i en så storstilet Hollywood-produktion. Optagelserne til havs er for eksempel optaget på havet og ikke i en gigantisk vandtank, hvilket giver en svimlende følelse af at stå midt i skumsprøjtet. Det er svært ikke at komme til at tænke på danske Tobias Lindholms fremragende »Kapringen«, når man ser »Captain Phillips«, men selv om der er lighedspunkter, er det to vidt forskellige film. »Captain Phillips« har ikke »Kapringens« rå intensitet, til gengæld har den en thrillers spænding, pakket ind så man virkelig mærker bølgesvulp, sved og angst.

Tom Hanks kunne på papiret ligne et farligt valg til hovedrollen – lidt for rar og jovial, lidt for ufarlig. Men han imponerer i den krævende rolle som kaptajnen, der hverken er muskelbundt eller helt, men bare en ganske almindelig mand, der prøver at overleve og aldrig mister sin menneskelighed og sit blik for, at kaprerne også er mennesker, kastet på forkert kurs af brutale omstændigheder.

»Captain Philips« er en menneskeligt og politisk kompleks historie fortalt med både spænding og plads til eftertanke.

Hvad: »Captain Phillips«

Hvem: Instruktør: Paul Greengrass. Medvirkende: Tom Hanks, Barkhad Abdi m.fl.

Hvor: Premiere over hele landet