Ny »The Daily Show«-vært får hård kritik

Faldende seertal og benhårde anmeldelser plager USAs mest elskede satireshow efter, at Jon Stewart forlod sin post som studievært.

Den sydafrikanske standup-komiker Trevor Noah afløste Jon Stewart som vært på The Daily Show og får nu skylden for faldende seertal. Fold sammen
Læs mere
Foto: MUJAHID SAFODIEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da den rapkæftede studievært Jon Stewart forlod »The Daily Show« efter 16 år ved roret, var det ventet, at showets seertal ville falde, men ingen havde forventet, at seerne ville forsvinde så hurtigt.

Over en tredjedel af seerne er faldet fra siden september sidste år, da studieværtstjansen blev overtaget af sydafrikaneren Trevor Noah.

Samme Trevor Noah får en stor del af skylden for frafaldet, der ellers burde have fladet ud i det indeværende meget kaotiske valgår.

»Et af Noahs hovedproblemer er at han går til nyhederne som om det var en stand-up monolog i en comedy club. Stewarts finslebne bemærkninger trak seerne til, og særligt i valgår. Noahs optræden består kun af en række af gennemsnitlige, og indimellem dårlige, vitser,« skriver Varietys kommentator Maureen Ryan.

Ifølge Ryan og andre amerikanske anmeldere, er det et problem for showets styrke og popularitet, at Trevor Noah ikke som sin forgænger besidder et nøje defineret politisk ståsted.

Mens Jon Stewart var i løbende konflikt med den amerikanske højrefløj, har Trevor Noah en bredere og blødere angrebsvinkel.      

Kritikken af Trevor Noah kommer fra anmeldere på hele det politiske spektrum. Således er Robert Julian fra Huffington Post blot en af de venstreorienterede anmeldere der har kritiseret værten.

»Hver aften på The Daily Show laver Noah i sine replikker. Han læser sit materiale fra en teleprompter, materiale som han har øvet sig på, men det lykkes ham sjældent at lave det uden fejl. Det ødelægger den komiske timing i showet, og måske er det tegn på at han ikke magter opgaven,« skriver Robert Julian.

Yderligere salt i såret er den fortsatte seersucces som den tidligere »The Daily Show«-reporter John Oliver har med sit eget show »Last Week Tonight with John Oliver« på HBO, et satireshow der netop besidder den bidskhed som The Daily Show, ifølge kritikerne, har mistet.